Storbritannien holder fast i, at man ikke vil sende atleter til OL, hvis de tidligere har fået en dopingdom på mindst seks måneder.
Det sker, selvom den internationale sportsdomstol (CAS) torsdag besluttede, at dømte atleter skal have mulighed for at kvalificere sig til det OL, der kommer efter udløbet af deres dopingdom.
Formanden for den britiske olympiske komité (BOA), Colin Moynihan, vurderer, at briterne fortsat kan undlade at udtage atleter, der har en dopingdom.
- Det er hårdt, men det er fair, siger Colin Moynihan ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den internationale olympiske komité (IOC) indførte i 2008 en regel, som spærrede atleter fra det efterfølgende OL, hvis de blev suspenderet i seks måneder eller mere.
Det ville blandt andet have betydet, at den regerende OL-guldvinder på 400-meter i atletik, amerikaneren LaShawn Merritt ville være uden mulighed for at stille op ved OL i London efter en dopingdom sidste år.
Nu kan løberen ånde lettet op.
- Jeg ser frem til at repræsentere mit land og forsvare mit guld på 400-meter ved OL i London næste sommer. Jeg vil forberede mig med endnu større beslutsomhed end nogensinde, siger LaShawn Merritt.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker