Britisk legende til Bendtner: Tag dig sammen
Med hårdt arbejde kan Nicklas Bendtner komme helskindet og måske endda stærkere ud af sagen om angriberens spritkørsel i København.
Det vurderer den gamle Liverpool-målræv, Ian Rush, der i disse dage er i København for at promovere Liverpools fodboldakademier.
- Forhåbentlig har han fået en forskrækkelse og en lærestreg og kommer tilbage som en endnu stærkere spiller. På sine bedste dage er Bendtner jo en fantastisk fodboldspiller, siger Ian Rush til Ritzau.
- Måske kan karantænen fra landsholdet endda hjælpe ham med at komme videre med sit talent. Nogen gange kan sådanne ting være med til at modne spillere.
Han fortæller, at mange engelske fodboldfans betragter den danske angriber som et stort talent, som dog aldrig har haft disciplinen til at udfolde sig.
- Da han spillede for Arsenal, lignede det flere gange, at han var tæt på det store gennembrud. Men det kom aldrig. Han kan dog stadig nå det. Han er 25 år, og han har stadig en del år i sig. Men han skal tage sig sammen.
- Det handler om disciplin. Hvis du ikke har disciplinen uden for kridtstregerne, så har du den ofte heller ikke på banen. Mit råd til ham vil være, at han skal arbejde hårdt fra nu af.
Ian Rush mener, at DBU har handlet korrekt ved at give Bendtner en tænkepause på et halvt år.
- Det samme ville overgå Wayne Rooney i England, hvis han havde gjort, hvad Bendtner gjorde. Hvis du ikke bliver straffet indimellem, så retter du måske aldrig dine fejl, slår den walisiske målkonge fast.
Ian Rush nåede at score 346 mål i 660 kampe for Merseyside-klubben.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde