Britisk løbers B-dopingprøve er positiv: OL-medalje i fare
Chijindu Ujah (tv.) var med til at vinde OL-sølv med holdkammeraterne. (Arkivfoto) Foto: Andrew Boyers/Reuters
Andrew Boyers/Reuters
Storbritanniens stafethold risikerer at miste OL-medalje, fordi Chijindu Ujah er testet positiv for doping.
Den britiske løber Chijindu Ujah var med til at vinde OL-sølv i 4 x 100-meterløb ved OL, men Storbritanniens stafethold risikerer at miste sin medalje på grund af doping.
Det Internationale Testagentur (ITA) har således analyseret Chijindu Ujahs såkaldte B-prøve, og den er positiv, oplyser agenturet på sin hjemmeside.
Allerede 12. august kom det frem, at Chijindu Ujah havde afleveret en positiv dopingprøve under OL i Tokyo, og af den årsag blev han suspenderet af Atletikkens Integritetsenhed (AIU).
A-prøven viste spor af de forbudte stoffer ostarin og S-23, der har en effekt som anabolske steroider. For at verificere prøvesvaret har man analyseret B-prøven, som er taget samtidig med A-prøven.
Analysen af B-prøven blev foretaget af ITA den 19. august, og resultatet var altså også positivt.
Nu har ITA sendt sagen videre til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som skal vurdere, om det britiske stafethold skal fratages sin medalje.
I Den Internationale Olympiske Komités regelsæt fremgår det, at hvis én atlet på et stafethold bryder dopingregulativerne, så stryges holdkammeraternes meritter også.
Det vil altså sige, at Zharnel Hughes, Richard Kilty og Nethaneel Mitchell-Blake, som var med på stafetholdet, også risikerer at miste deres OL-medaljer.
Når CAS har vurderet sagen vedrørende OL-medaljen, bliver sagen sendt videre til Atletikkens Integritetsenhed. Her skal det besluttes, om sagen skal have konsekvenser for andet end OL-medaljen.
Storbritannien endte på andenpladsen efter de overraskende vindere fra Italien.
Canada vandt bronze, og Kina endte på fjerdepladsen. De to nationer kan altså rykke en plads op, hvis Storbritannien får frataget andenpladsen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker