Brøndby-aktien retter sig lidt op inden lukning

Efter at have nået bundrekord onsdag morgen har kursen på Brøndby-aktien ved børslukning rettet sig lidt op. Aktien slutter med et fald på 12 procent og kan nu købes til 10,40 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby-aktien blødte ellers kraftigt onsdag morgen, efter at forhandlingerne mellem Brøndby og Spillerforeningen er gået ind i en kritisk fase.

Klubben skal senest ved månedens udgang have en løsning klar. Ellers vil Nordea ikke garantere for lønnen, og så kan klubben begæres konkurs.

Brøndby-aktien havde lidt efter åbningen tabt knap 30 procent, og den kunne købes for 8,30 kroner. Det var bundrekord, da aktien aldrig før har været handlet under 9,00 kroner.

I løbet af dagen har aktien rettet sig gevaldigt op, og ved lukning onsdag eftermiddag ender den altså med et fald på 12 procent.

Den noget ustabile kurs kommer efter ugers forhandlinger, hvor der endnu ikke fundet en løsning på det økonomiske mellemværende mellem Brøndby IF og Spillerforeningen i den såkaldte feriepengesag.

Det skyldes, at man stadig både er uenige om, hvor meget Spillerforeningen reelt skal have af fodboldklubben, ligesom parterne endnu ikke har fundet en løsning på, hvordan pengene skal falde.

Næstformand i Brøndby, Benny Winther, har sagt, at Spillerforeningen kun vil acceptere en længere afdragsordning, hvis man får sikkerhed for tilgodehavendet i form af pant i Brøndby Stadion.

Problemet er, at Nordea, der har et større millionbeløb til gode i Brøndby, allerede har pant i stadion, og derfor er det også vigtigt at få bankens accept til den løsning.

Man havde satset på en løsning af konflikten onsdag, men det kommer ikke til at ske, oplyser klubben over for DR. Dermed er klubbens situation fortsat uvis.

/ritzau/