Brøndby-angriber revser Kent Nielsen

Brøndby-angriberen David Williams er meget utilfreds med manglende spilletid. Australieren mener, at træner Kent Nielsen har kvalt Brøndbys angrebsspil.

Han har kontrakt med Brøndby to år endnu, men angriberen David Williams ligner en mand, der er på vej væk fra bronzevinderne i fodbold. Australieren retter et hårdt angreb mod cheftræner Kent Nielsen, der ikke gav Williams spilletid i foråret.
- Jeg er i en svær situation. Jeg er 21 år, og jeg skal til at spille fodbold, og jeg har slet ikke udviklet mig det seneste halve år. Jeg ville elske at spille i Brøndby, men når man bliver skidt behandlet fra januar til juni, er det bare ikke særlig godt. Det var virkelig et frustrerende forår, også fordi jeg aldrig fik at vide, hvorfor jeg ikke fik chancen, siger David Williams til B.T.
Angriberen er på grund af den manglende spilletid klar til både at blive solgt eller lejet ud fra Brøndby, og Williams vil tage sin situation op til revision om tre uger, når træningskampene op til den kommende SAS Liga-sæson er overstået.
Australieren er også utilfreds med Brøndbys angrebsspil.
- Det er tydeligt, at angrebsfodbolden i Brøndby ikke er til stede. Og selv om det ikke har kørt godt i front, ændrer man ikke noget. Det er tydeligt, at alle skal spille anderledes nu. Kent er åbenlyst defensivt indstillet, og for ham starter forsvarsspillet med angriberne. Hvilket jeg ikke er uenig i, men problemet er, at vi angribere skal fokusere på og fastholde energien til vores angrebsspil, siger David Williams.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret