Brøndby-boss: Fodbolddirektørs exit var længe undervejs
Brøndby-formand Jan Bech Andersen oplyser, at man i en længere periode har drøftet Carsten V. Jensens fremtid.
Carsten V. Jensens afgang som fodbolddirektør i Brøndby kom måske som et chok for mange tirsdag eftermiddag, men klubbens ledelse har over en længere periode drøftet den videre færd frem.
Det oplyser Brøndbys bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, på klubbens hjemmeside.
- Vi skylder Carsten en kæmpe tak for den udvikling, vi som klub har taget, og for den professionalisme han har bragt med sig samt hans ihærdige indsats for Brøndby IF.
- Vi har over en længere periode drøftet vejen frem og fundet frem til, at vi og Carsten nu må gå hver vores vej, siger Jan Bech Andersen.
Brøndby har meldt ud, at Carsten V. Jensens afgang sker efter gensidig aftale.
Carsten V. Jensen, der blev ansat som fodbolddirektør i Brøndby i sommeren 2019, ser tilbage på sin tid i klubben med stolthed.
- Jeg forlader Brøndby med visheden om, at vi som klub er et bedre sted, end da jeg tiltrådte tilbage i 2019, og det vil jeg gerne takke de mange dygtige og hårdtarbejdende kolleger for.
- Sammen har vi rykket os, taget ambitiøse skridt og samtidig sikret, at vi i dag har en stærk position, siger Carsten V. Jensen.
Brøndby vandt i 2021 det danske mesterskab - klubbens første mesterskab på det tidspunkt i 16 år.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned