Brøndby-boss: Konflikt kan bremse os i Europa
Hvis der udbryder en spillerstrejke i dansk fodbold, så kan det få store konsekvenser for superligaklubbernes præstationer i Europa.
Den mulige konflikt mellem spillerne og klubberne er en af årsagerne til, at Brøndbys sportschef Per Rud mener, at det for tidligt at tale om klubbens muligheder for et eventyr i Europa League.
- Man har lov til at drømme om et eventyr, men realismen skal også sejre. Nu handler det om at få styr på spillertruppen og de tilgange, vi skal have.
- Og hvad sker der med en eventuel strejke? Har vi overhovedet nogen spillere at spille med? Der er mange faktorer, der kan spille ind. Det er for tidligt at afkræve mig svar på, hvordan vi klarer os i Europa, siger Per Rud.
Den mulige strejke, der kan gå i gang 1. juli eller 1. august, giver allerede nu Brøndby en del planlægningsmæssige udfordringer.
- Det fylder rigtig meget i hverdagen, når vi sidder og planlægger træningslejre, kampe og så videre, men det er en del af spillet.
- Det bliver vi bare nødt til at forholde os til og arbejde professionelt ud fra - at der er forskellige scenarier, der kan komme til at ske.
Spørgsmål: Hvad er det værste, der kan ske for Brøndby?
- Det har jeg selvfølgelig en idé om, men min egen direktør sidder jo lige nu med i de her overenskomstforhandlinger, og han melder om, at der er positiv dialog, og at alle parter ønsker at finde en løsning, så det håber, og tror vi på, siger Per Rud.
Flere af Brøndbys spillere har ikke lyst til at udtale sig om den mulige konflikt, og man fornemmer på træner Thomas Frank, at det er et ømtåleligt emne.
- Det er en sag mellem klubberne og spillerne og deres arbejdsforhold, og lige nu er der et håb for, at det kan løse sig, men der er også en frygt for, at det ikke løser sig.
- Det er en lorte-situation for begge parter, men jeg ser ingen grund til at bruge så meget energi på det, siger Thomas Frank.
Divisionsforeningen har opsagt overenskomsten med Spillerforeningen, da man mener, at den gældende aftale er utidssvarende. Varslet er afsendt i slutningen af maj, hvilket betyder, at en eventuel konflikt kan blive en realitet per 1. juli.
Spillerforeningen hævder dog, at man ikke har modtaget konfliktvarslet rettidigt. Derfor mener spillernes fagforening, at en eventuel konflikt tidligst kan komme på tale per 1. august på et tidspunkt, hvor det vil ramme de danske klubbers chancer i de europæiske klubturneringer endnu hårdere.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker