Brøndby-boss: Vi har fået god bund i holdet
Der er krummer i de unge spillere i Brøndby. Det viste søndagens 4-1-sejr hjemme over FC Nordsjælland, mener Brøndbys sportsdirektør Per Rud.
- Sejren over FCN viste, at vi har fået en god bund i holdet. Men den viste også med al tydelighed, at der stadig er en masse ting, vi kan forbedre.
- Jeg vælger at glæde mig rigtig meget over, at nogle af de spillere, som man måske vil sige var tredje-, fjerde- eller femtevalg, kom ind og gjorde det så godt, siger Per Rud.
De rutinerede kræfter Khalid Boulahrouz og Martin Albrechtsen var ude med skader mod FCN, så det var Daniel Stenderup og Dario Dumic, som spillede i det centrale forsvar. Backerne var Frederik Holst og Riza Durmisi.
- Et langt liv i fodboldverdenen har lært mig, at det betyder meget, hvem man har siddende uden for, og hvad man har at skyde med.
- Jeg synes, at vi har meget at skyde med, så indtil videre glæder vi os over, at vi har en stor og bred trup. Det, håber vi på, kan give os endnu flere point, siger Per Rud.
Den 20-årige venstreback Riza Durmisi scorede to mål i kampen, mens 24-årige Daniel Stenderup lavede et debutmål i sejren over FCN.
- I starten af sæsonen fik vi ikke ret mange point, og der havde vi ikke noget at skyde med. Det var kun lutter helt unge knægte, vi skød med, og det holder ikke rigtig.
- Sejren viser, at hvis de unge drenge får tillid og nogle kampe i træk, så flytter de sig. Jeg synes, at vi har et hold med stort udviklingspotentiale, pointerer Per Rud.
Brøndby er lige nu placeret på fjerdepladsen i Superligaen og er stadig inde i kampen om medaljer, men Per Rud forfalder absolut ikke til eufori og snak om top-tre.
- Det var da pudsigt, at det lige var det, du spurgte om. Vi har sagt, at vi ikke gider at forholde os til, hvor vi er henne i medaljeræset efter hver kamp. Så det vil jeg ikke, afviser Per Rud.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned