Brøndby-cheftræner: Helt på månen at tale top-3 nu

Niels Frederiksen kunne søndag se sit hold vinder 2-1 over OB. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Brøndby er det mest formstærke hold og er et point fra top-3, men fortsat holder mestrene sit fokus på top-6.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby er 3F Superligaens mest formstærke hold og er nu kun et point fra sin målsætning om top-3, men det får ikke fokus væk fra, at mestrene vil sikre en plads i top-6.

Søndag blev det ellers til fjerde sejr i træk med 2-1 over OB på Brøndby Stadion, men de forsvarende mestre vil alligevel ikke se opad, før klubben har sikret sin plads i tabellens øverste halvdel.

Det kan virke noget passivt med et pointsnit på 2,6 i de seneste fem kampe, men cheftræner Niels Frederiksen er klar i mælet.

- Det er helt på månen og helt forkert at skifte fokus. Lige nu går vi stadig efter top-6, og så længe det ikke er matematisk sikret, så gider vi ikke snakke om noget andet.

- Det er ikke sikret, for der er fem point ned til AGF på syvendepladsen nu, og der er syv kampe tilbage. Men det ser da bedre ud, og bliver vi ved sådan, så kommer vi ikke i problemer med top-6, siger Frederiksen.

Brøndby-topscorer Mikael Uhre er ligeglad med, at Brøndby fremstår passive.

- Jo, det kan godt være, det er passivt, men så længe, vi bliver ved at vinde, så er jeg ligeglad med, om det er en passiv udmelding.

- Vi vil gerne se på top-3, men vi starter med at have fokus på top-6, og så snart den er sikret, så går vi efter holdene over os, siger Uhre.

Den stærke Brøndby-form står i skarp kontrast til, hvordan Brøndby indledte sæsonen efter at have sagt farvel til profiler som Jesper Lindstrøm, Anthony Jung og Marvin Schwäbe.

Brøndby vandt først en kamp i syvende runde, og siden har klubben hentet 20 af sine 24 point.

Der mangler syv runder af grundspillet i Superligaen, hvor der er spillet 15 runder.