Brøndby er færdige i Europa efter nyt nederlag
Brøndby tabte sit sidste gruppespils-opgør i Europa League til Sparta Prag torsdag aften. Foto: Roman Vondrous/Ritzau Scanpix
Roman Vondrous/Ritzau Scanpix
Det blev til to point for Brøndby i Europa Leagues gruppespil. Pointene faldt mod Sparta Prag og Rangers.
Brøndby var allerede inden torsdagens opgør afklaret med, at det ikke ville blive til videre deltagelse i Europa League, idet afstanden op til andenpladsen var for stor.
Men 0-2-nederlaget på udebane til Sparta Prag betyder også, at det heller ikke bliver til en billet til Conference Leagues slutfase efter nytår. En plads, som Sparta Prag nu tager sig af.
Dávid Hancko og Adam Hlozek scorede hjemmeholdets to mål.
Dermed slutter Brøndby sidst i holdets svære gruppe. Det blev til i alt to point for seks kampe. Pointene faldt i hjemmekampene mod netop Prag og Rangers.
Brøndby så opsatte ud fra kampens begyndelse, og allerede inden for de første fem minutter faldt de to første store chancer, der sagtens kunne være blevet omsat til mål.
Størst blev muligheden for svenske Simon Hedlund, der dog sparkede direkte på målmanden.
Sparta Prag begyndte så småt at overtage opgørets begivenheder efter det første kvarter. Målmand Mads Hermansen blev testet flere gange, men det var ikke nok til at overrumple ham.
Brøndby-spillerne måtte flere gange ty til hårdhændet behandling af Prag-spillerne, for at de ikke skulle nærme sig målet på ny.
Periodevist fik det danske mandskab dog bevæget sig frem på banen i flere kontrastød. Michael Uhre fik chancen på en bold i dybden, men afslutningen strøg et stykke forbi mål.
Få minutter inden pausen lavede Anis Slimane så et dumt frispark på kanten af feltet.
På frisparket tog Hermansen et lille skridt til siden, hvorfor der pludselig blev for langt over til Hanckos afslutning i danskerens egen side af målet.
Efter pausen skulle hjemmeholdet bruge fire minutter for at udbygge føringen. Hlozek fik chancen fra tæt hold, hvorfra han skulle bruge lidt hjælp fra Hermansen for at få dirigeret sin afslutning i mål.
Hjemmeholdet blev siden reduceret til ti mand. Herefter begyndte et langt dansk overtag, der dog var langt fra at blive farligt for alvor.
Endnu sværere blev det så, da Brøndby også blev ramt af en udvisning. Slimane begik endnu et dumt frispark og blev altså vist ud. Derefter gik luften af ballonen for danskerne.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet