Når fodboldlandsholdet fredag aften løber på banen til EM-kvalifikationskampen i Nicosia mod Cypern, vil de danske fløje efter al sandsynlighed blive udgjort af Dennis Rommedahl og Michael Krohn-Dehli.
Brøndbys træner, Henrik Jensen, håber, at landsholdet kan få gavn af de to spilleres daglige samarbejde på træningsbanen i Brøndby.
Også selv om Rommedahl og Krohn-Dehli som udgangspunkt opererer i hver deres side af banen.
- Der kan godt være noget samarbejde i det. Michael Krohn-Dehli er en type, som vandrer lidt, og han vil gerne ind i banen. Så på den måde kan der godt være noget samarbejde, siger Henrik Jensen.
Brøndby hentede Dennis Rommedahl i græske Olympiakos for lidt over en måned siden.
Trods den korte spilletid på samme klubhold mener Henrik Jensen, at de to spillere har vist et samarbejde, som kan komme landsholdet til gode.
- Det har fungeret fint. Det kan godt blive endnu bedre, men de har heller ikke spillet sammen så lang tid endnu. Men der kan være en indbyrdes forståelse, for eksempel hvis Rommedahl tager en tur på tværs.
- Det er klart, at det ikke er det samme samarbejde, som der er mellem en back og en kantspiller, men der er nogle muligheder, siger Henrik Jensen.
Danmark ligger nummer to i EM-kvalifikationsgruppe H med 13 point for seks kampe, det samme antal point som førende Portugal.
Vinder Danmark kampen på Cypern, er holdet mindst sikret andenpladsen i gruppen, der som minimum giver playoff-kampe om en billet til EM-slutrunden næste år i Polen og Ukraine.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker