Brøndby forlænger aftalen med succesfuld målmand
Mads Hermansen har underskrevet en kontrakt, der betyder, at han kan blive i Brøndby til 2025 (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
21-årige Mads Hermansen belønnes for en god debutsæson som førstevalg i Brøndby.
Mads Hermansen blev kastet i ilden som førstekeeper i Brøndby fra begyndelsen af denne sæson, og det har han gjort så godt, at han nu bliver belønnet.
Brøndby oplyser således på sin hjemmeside, at klubben har indgået ny aftale med den 21-årige målmand, som nu er på kontrakt frem til sommeren 2025.
- Mads har i denne sæson vist, at han var mere end klar til den opgave, vi gav ham i sommer, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen.
- Det havde vi selvsagt en god tro på, men derfra til at det rent faktisk er blevet bevist ved, at Mads uge efter uge har leveret stabilt og på et meget højt niveau, det glæder os alle, siger Carsten V. Jensen.
Mads Hermansen har fået en stor del af sin fodboldopdragelse i Brøndbys ungdomsafdeling og blev i sommer førstevalg mellem stængerne, efter at Marvin Schwäbe havde forladt klubben.
Han havde i forvejen en kontrakt, der løb til 2024, men flere store præstationer har altså gjort ham fortjent til et år mere.
- Der er en fantastisk stemning og en stærk kultur i klubben, som jeg er helt vild med, og som jeg elsker at være en del af, siger Mads Hermansen om motivationen for at underskrive en ny kontrakt.
- Derudover ser jeg et kæmpe potentiale i den relativt unge trup, vi har, og som jeg tror på, kan nå et rigtig højt niveau, siger han.
Mads Hermansen har spillet 18 superligakampe hidtil i sæsonen, mens det i Europa League er blevet til fem optrædener.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub