Brøndby forlænger kontrakten med succestræner
Niels Frederiksens nye kontrakt med Brøndby løber frem til sommeren 2023. Han kom til Brøndby i 2019.
Superligaklubben Brøndbys cheftræner kommer også i fremtiden til at hedde Niels Frederiksen.
Torsdag har Superligaens nummer to forlænget kontrakten med cheftræneren, så hans nye aftale løber frem til sommeren 2023. Det er to år længere end hans tidligere aftale.
Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse.
Han tiltrådte i vestegnsklubben i sommeren 2019 efter at have været dansk U21-landstræner.
Siden har Brøndby solgt adskillige profiler, men trods en markant yngre trup har Niels Frederiksen og Brøndby alligevel haft resultaterne med sig.
Det er også derfor, at fodbolddirektør Carsten V. Jensen har givet træneren et tilbud om en kontraktforlængelse et halvt år før den nu tidligere kontrakts udløb.
- Ser vi på udviklingen siden sommeren 2019, er vi som klub først at fremmest lykkedes med at tage nogle væsentlige skridt i retning af en både sportslig og økonomisk langtidsholdbar model.
- Vi har specifikt indrettet truppen med et større fokus på udvikling af talent, og i tæt samarbejde med Brøndby Masterclass lykkedes med en langt større integration af egenudviklede spillere i superligatruppen.
- I den sammenhæng skal Niels og hans team roses for at have ført strategien ud i livet på banen og tilmed skabt en positiv resultatudvikling, siger Carsten V. Jensen.
Den tidligere Lyngby- og Esbjerg-træner ser også god ræson i at fortsætte i sit nuværende job.
- Jeg føler mig rigtig godt tilpas i Brøndby. Jeg oplever en klub, hvor der bliver trukket i samme retning fra alle, og det gør, at vi på relativ kort tid har kunnet flytte os både på og udenfor banen.
- Vi har en fantastisk stab og et rigtig spændende hold med nogle dygtige spillere, som vi udvikler på hver eneste dag. Så det eneste, jeg savner i dag, er, at vi kan få fans tilbage på stadion, siger Niels Frederiksen.
Brøndby-træneren har tidligere haft en civilkarriere som bankdirektør.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker