Det blev nogenlunde så slemt som ventet, da fodboldklubben Brøndby fredag aften fremlagde regnskab for de første tre kvartaler af 2010. Klubben forventer at komme ud af 2010 med et underskud på omkring 20 millioner kroner.
I august, ved fremlæggelsen af halvårsregnskabet, forudså klubben et underskud på 15-20 millioner kroner for 2010. Ved fremlæggelsen af regnskabet for første kvartal i maj 2010 lød prognosen på et samlet underskud for 2010 på omkring 10 millioner kroner.
- Et forventet underskud i niveauet 20 millioner kroner for 2010 er naturligvis ikke tilfredsstillende. Set i lyset af den seneste udvikling på og uden for banen er dagens fremlagte kvartalsregnskab på niveau med det forventede. Vi må konstatere, at der fortsat ligger et stort stykke arbejde foran os i forhold til at ændre de røde tal til sorte, udtaler Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå, til klubbens hjemmeside.
Brøndby har fokus på at holde omkostningerne nede, og det betyder, at klubben blandt andet ønsker at frasælge Gildhøj Centret.
- Vores fokus er på at trimme omkostningerne, og strategisk har vi besluttet at koncentrere os i endnu højere grad om vores kerneforretning. Det betyder blandt andet, at vi har besluttet at sætte Gildhøj Centret til salg, samt at vi lukker aktiviteten i Amadeus Speciallægecenter A/S ned ved årsskiftet, siger Ole Palmå.
Brøndbys omsætning for årets første ni måneder er 138,6 millioner kroner, et fald på 5,6 procent sammenlignet med samme periode i 2009. /ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde