Brøndby har alle coronaramte spillere tilbage i CL-brag
De spillere fra Brøndby, som har været ude med corona, er klar til at bidrage i kampen mod Red Bull Salzburg.
Brøndby har alle spillere, som har været ramt af corona, til rådighed i onsdagens afgørende playoffkamp om at komme i Champions Leagues gruppespil mod Red Bull Salzburg.
Det er dog ikke sikkert, at alle er i stand til at spille hele kampen, da de i en kortere periode har været ude af kamptræning.
Det oplyser Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, på tirsdagens pressemøde i Brøndby.
Det drejer sig om midtbanespillerne Christian Cappis, Tobias Børkeeiet og Mathias Greve samt stopperen Sigurd Rosted og reservekeeperen Thomas Mikkelsen.
- De har trænet. Regelsættet siger, at de skal have været i træning i syv dage, og det har de været i mere end syv dage. De startede mandag i sidste uge, siger Niels Frederiksen.
I lørdagens 2-2-kamp ude mod OB var midtbanespilleren Josip Radosevic tilbage efter coronaisolation. Kroaten spillede de første 72 minutter af kampen.
- Vi brugte Radosevic ovre i OB, da han lige var kommet tilbage, og han spillede 70 minutter.
- Om de andre kan spille 90 minutter, er måske tvivlsomt, men de kan i hvert fald bidrage i en del af kampen, siger Niels Frederiksen.
Ud over de coronaramte spillere var Rezan Corlu ude med sygdom i det første opgør mod Salzburg, men midtbanespilleren var med i truppen til lørdagens kamp mod OB uden at komme på banen.
Niels Frederiksen vil ikke komme nærmere ind på, hvordan han har tænkt sig at benytte de tilbagevendte spillere.
- Det har jeg gjort mig mine overvejelser om, men det er ikke noget, jeg kan sidde her og afsløre. Men jeg vil mene, at de alle sammen kan bidrage i kampen, konkluderer træneren.
Salzburg vandt den første kamp i Østrig med 2-1. Returkampen i Brøndby spilles onsdag klokken 21.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker