Brøndby henter assistenttræner i Vejle

Det store puslespil om trænerfunktionerne i Brøndby er så småt ved at gå op.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fodboldklubben meddeler tirsdag eftermiddag på sin hjemmeside, at klubben har ansat Claus Nørgaard som assistenttræner.

Han skal arbejde sammen med klubbens nye cheftræner, Thomas Frank, som blev indsat mandag aften efter fyringen af cheftræner Auri Skarbalius.

- Jeg glæder mig helt vildt til jobbet. Brøndby IF er stadig en storklub herhjemme, og der er et kæmpestort potentiale i klubben. Det glæder jeg mig meget til at være med til at forløse på sigt, siger Claus Nørgaard til brondby.com,

- Jeg har arbejdet sammen med Thomas Frank før hos DBU, og vi har langt hen ad vejen samme fodboldfilosofi, menneskesyn og værdier, så det er fantastisk spændende at skulle arbejde sammen igen, siger han.

Claus Nørgaard kommer fra jobbet som assistenttræner i Vejle Boldklub Kolding.

Han må i Brøndby dog nøjes med rollen som såkaldt andenassistent, mens klubben fortsat leder efter en førsteassistent for Thomas Frank.

- Mine opgaver i trænerteamet bliver at give sparring til Thomas og de øvrige trænere samt at hjælpe med at implementere den spillestil, som klubben og Thomas vil stå for.

- Derudover får jeg til opgave at integrere og tage hånd om de unge spillere, der skal integreres på holdet, siger Claus Nørgaard.

Han og Thomas Frank arbejdede sammen på U/17-landsholdet, som i 2011 var med ved både EM og VM.

Thomas Frank glæder sig til at arbejde sammen med Claus Nørgaard igen.

- Claus er en sindssygt dygtig træner, der er utrolig skarp på træningsbanen. Han kan desuden scoute og vurdere spillere bedre end de fleste.

- Blandt hans forcer er også at bygge relationer i en spillertrup og håndtere unge spillere, lyder roserne fra cheftræneren.

/ritzau/