Brøndby i gang med sejr over harmløse AaB

To unge spillere af egen Brøndby-avl blev matchvindere, da Brøndby hentede sæsonens første sejr med en sikker 2-0-triumf i Aalborg. Jens Larsens og Mike Jensens scoringer i første halvleg afgjorde reelt den sene søndagskamp, hvor hjemmeholdet aldrig rigtigt formåede at true gæsterne.

Efter nederlaget i sæsonpremieren i Randers ankom Brøndby-spillerne ellers til Nordjylland med truslen om en regulær fejlstart hængende over hovederne. I en sådan situation er en vanskelig udekamp i Aalborg ikke noget oplagt sted at søge oprejsning, men gæsterne kunne hurtigt puste ud og slappe af i de anspændte kroppe.

AaB viste sig nemlig helt og aldeles harmløse gennem de første 45 nedslående minutter for det skuffede hjemmepublikum, der kunne se Brøndby gå til pausen med en tomålsføring, de ikke behøvede at spille op til deres bedste for at opnå.

Målene faldt lige før og lige efter den halve times spil, og de tog for alvor luften ud af en i forvejen spagfærdig AaB-offensiv. Først fandt Mikael Nilsson med en veltimet aflevering unge Jens Larsen, som køligt rundede Karim Zaza og sparkede bolden i det tomme mål. Og kort efter sparkede Mike Jensen en løs nedfaldsbold i nettet efter hjørnespark.

AaB'erne lavede fire mål i Lyngby i sæsonens første kamp, men helten fra den kamp, unge Ronnie Schwartz, blev aldrig sat i scene, og der var i høj grad brug for plan B, da hjemmeholdet i gik til pause.

Aalborgenserne kom da også mere aggressivt ud til anden omgang. De flyttede spillet længere frem og forsøgte at udfordre Brøndbys forsvar, der tidligere ikke har gjort det sikreste indtryk.

Men de farlige situationer i feltet strandede som oftest på halvkiksede tæmninger eller upræcise afslutninger, og derfor var det da også Brøndby, der var tættest på scoring, da Mike Jensen sparkede lige over mål i en god position.

Langt inde i kampens overtid fik Brøndby-forwarden Ousman Jallow sit andet gule kort efter en tackling mod Karim Zaza. Men det ødelagde ikke glæden i Brøndby-lejren, for 2-0 var alt rigeligt for gæsterne, der dermed hentede sin første sæsonsejr og fik ro i rækkerne, inden holdet i den kommende uge fortsætter sin kamp for at kvalificere sig til Europa League.

AaB'erne må derimod erkende, at man - trods den målrige sæsonstart i Lyngby - stadig har problemer med at skabe tilstrækkeligt med målchancer.

/ritzau/

Brøndby hentede sæsonens første sejr med 2-0 i Aalborg. AaB viste, at holdet stadig har problemer i offensiven trods fire mål i sæsonpremieren.

Offentliggjort Sidst opdateret