Brøndby-ikon griber tøjlerne hos tredobbelte danmarksmestre
HB Køge sikrede sig tidligere i juni det tredje mesterskab i træk. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Fra den kommende sæson står Kim Daugaard i spidsen for HB Køges hold i Gjensidige Kvindeligaen.
I de seneste to år har Kim Daugaard været assistenttræner i HB Køge, og nu træder han et skridt op.
Den tidligere Brøndby-spiller sætter sig således i cheftrænerstolen hos klubbens hold i Gjensidige Kvindeligaen.
Det oplyser HB Køge, der har vundet danmarksmesterskabet tre år i træk, på sin hjemmeside tirsdag.
- Jeg er mega glad og stolt over at få chancen, og jeg glæder mig helt vildt til at stå med ansvaret selv. Det er ikke mange andre, der får chancen for at træne landets bedste hold, så for mig var det en no-brainer at sige ja, siger Kim Daugaard.
I de seneste to år har han været assistent for Søren Randa-Bolt, som er stoppet efter den seneste sæson. Sammen har de sørget for to af HB Køges tre mesterskaber.
Kim Daugaard har været i HB Køge i flere forskellige roller siden 2014.
- Han er en kulturbærer i HB Køge, og med den erfaring han besidder som både spiller og træner, har han uden tvivl også ballasten til også at løfte jobbet som cheftræner, siger Per Rud, der er direktør i klubben.
I sin aktive karriere tørnede Kim Daugaard ud for Brøndby i et hav af år.
Han var med til at spille fem danske mesterskaber og fem pokaltitler hjem til klubben fra den københavnske vestegn.
Han var desuden fast mand på holdet, da Brøndby i sæsonen 1998/99 havnede i en dynamitgruppe med Manchester United, Bayern München og FC Barcelona i Champions League.
Som træner var Brøndby også Kim Daugaards arbejdsplads i de første mange år efter fodboldpensionen midt i 2008/09-sæsonen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde