Brøndby jagter flere forstærkninger

Mikkel Thygesen er indtil videre det eneste Brøndby-indkøb i dette transfervindue, men det bliver han ikke ved med at være.

Heller ikke selv om Brøndby skulle tabe Europa League-kvalifikationsopgørene mod SC Ried. Det forsikrer klubbens direktør Jan Lockhart over for B.T.

- Der bliver arbejdet i døgndrift, det kan jeg garantere alle vores fans, og vores skæbne i Europa kommer ikke til at blive udslagsgivende for vores ageren på transfermarkedet.

- Vi holder os til plan A, uanset hvad der sker, og der kommer til at ske noget, siger han.

At angriberen Martin Bernburg er blevet ankelskadet med udsigt til tre ugers pause, har ikke ændret på klubbens prioriteringer.

- Havde prognosen været en langvarig skade, så ville det måske have haft en indflydelse, men det er ikke tilfældet her, vi fortsætter ufortrødent vores planer, siger direktøren.

Han har ingen kommentarer til rygterne om, at den tidligere FC Midtjylland-spiller Oluwafemi Ajilore skulle være på vej til den københavnske vestegn, selv om nigerianerens klub Groningen siger, at en aftale er lige på trapperne.

/ritzau/

Der arbejdes hårdt i Brøndby på at forstærke holdet. Transferaktiviteten er uafhængig af Europa League-succes.

Offentliggjort Sidst opdateret