Brøndby-kometer drømmer stort efter flot efterår
Brøndbys Mikael Uhre kom endnu en gang på måltavlen i 2-1-sejren over AC Horsens. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Brøndbys Morten Frendrup og Mikael Uhre mener, at holdets gode efterår giver håb om mere end top-3.
Storklubben Brøndby er tilbage som tophold i Superligaen, efter en efterårssæson der er gået over al forventning for de blågule.
Vestegnsklubben vandt søndag 2-1 i årets sidste kamp i Horsens og er dermed på førstepladsen med 27 point for 13 kampe.
Der forbliver holdet også, hvis FC Midtjylland ikke formår at slå FC Nordsjælland, når de to hold mødes mandag.
Brøndby meldte før sæsonen ud, at man ville gå benhårdt efter at komme i top-3. At man lidt over halvvejs i grundspillet topper ligaen, får dog to af holdets profiler Morten Frendrup og Mikael Uhre til at drømme større end det.
Førstnævnte tror på, at den gode halvsæson kan være starten på mere end bare en top-3-placering.
- Jeg håber og tror på, at det her kan blive til meget. Vi drømmer om det, men vi ved også, at det kræver utrolig hårdt arbejde.
- Vi har gjort det godt, og eftersom det er gået, som det er, så er det helt fortjent, at vi er heroppe.
- Vores målsætning var top-3, men vi gik da efter at være med helt fremme, og at det er gået så godt er bare dejligt, siger den bare 19-årige Morten Frendrup.
Angriberen Mikael Uhre har i denne sæson fået gang i målscoringen, og han er med syv mål nummer tre på Superligaens topscorerliste. Han mener, at det er de store drømme, der gør Brøndby-spillerne motiverede.
- Selvfølgelig drømmer vi om mere. Det er det, der giver lysten til at arbejde så hårdt hver dag. Det giver en ekstra energi til at arbejde alle de sure timer på træningsbanen, når folk ikke kigger.
- Den energi bliver der kun mere af, når man ligger så godt til i tabellen.
Frendrup og Uhres cheftræner, Niels Frederiksen, blåstempler efterårssæsonen, men han mener, at Brøndby-holdet spillemæssigt stadig kan nå endnu usete højder.
- Pointmæssigt har jeg ikke en finger at sætte på sæsonen indtil nu, det er klart. Jeg føler dog, at vores præstationer stadig kan blive bedre.
- Vi har haft fine præstationer, men også knap så gode. Jeg er bestemt ikke utilfreds, men jeg kunne godt tænke mig at se endnu mere, siger Brøndby-træneren.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker