Fodboldklubben Brøndby er klar med et nyt og drastisk tiltag for at forhindre, at klubben bliver involveret i tilskueruroligheder på udebane i fremtiden. Det skriver tipsbladet.dk.
Den 20. marts, når Brøndby gæster FC København i Superligaen, skal alle Brøndby-fans, som vil have adgang til kampen, være medlem af en af de officielle fanklubber samt lade sig registrere med et fingeraftryk ved køb af billetten.
- Vi havde helst været det foruden, for vi vil helst undgå at tage livtag på vores fans. Omvendt er vi også opmærksomme på den verden, der eksisterer og de personer, som tidligere har været med til at skade klubben, siger Bakkendorff.
I forbindelse med flere af Brøndbys udekampe i 2010 har der været uroligheder. Blandt andet blev der brændt sæder af og kastet med fyrværkeri, da holdet var på besøg i Parken den 19. september.
Systemet betyder, at man som enkeltperson ikke kan købe flere billetter ad gangen. Personer, som ikke har mulighed for at hente billetter på forhånd, skal derfor sende personoplysninger og penge for billetten på forhånd.
- På selve kampdagen vil vores billetfolk være til stede ved eksempelvis Parken flere timer forud for kampen. Her skal man så henvende sig for at få billetten ved at lade sig registrere med fingeraftryk, siger Emil Bakkendorff.
Bakkendorff understreger, at man ikke giver adgang til personfølsomme oplysninger ved registreringen, og at alle oplysninger bliver slettet 48 timer efter kampen, hvis ikke man har lavet ballade.
Initiativet vil i første omgang kun være i brug ved de kampe, hvor der er størst risiko for ballade
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde