Brøndby kvaser pokalturneringens sidste 2. divisionshold
Svenn Crone scorede til 2-0 mod Marienlyst. (arkiv) Foto: Polfoto/Van Norde Ernst
Polfoto/Van Norde Ernst
Med fire mål i løbet af 14 minutter satte Brøndby tingene på plads mod Marienlyst.
Tre klubber fra 2. division havde spillet sig ind blandt pokalturneringens sidste 16 hold, men når der skal trækkes lod til kvartfinalerne, er ingen af dem med i bowlen.
Onsdag aften takkede Boldklubben Marienlyst af som den sidste af klubberne fra den tredjebedste række, da Brøndby tog en sikker 4-1-sejr i en kamp, som det fynske "hjemmehold" havde valgt at afvikle på Brøndby Stadion.
Holdet fra det nordlige Odense slap fornuftigt fra kampen, men kunne godt have undværet den periode i første halvleg, hvor det hele ramlede.
Mellem det 20.- og det 34. minut lukkede Marienlyst fire mål ind, og spillerne måtte frygte en gedigen afklapsning mod Superligaens nummer to.
Boldene fløj om ørerne på den nytilkomne målmand Peter Vestergård, der til sidst blev så forvirret, at han nærmest forærede Brøndby bolden inden den fjerde scoring, som blev sat ind af Zsolt Kalmár.
Forinden havde Rodolph Austin, Svenn Crone og Kamil Wilczek med hver sit mål sendt Brøndby på sikker sejrskurs mod en modstander, der ikke havde spillet en turneringskamp i fire måneder.
Outsiderne fik dog en opmuntring kort før pausen, da den tidligere Heerenveen-spiller Timmi Johansen fremtvang straffespark, og Esben Petersen kunne stensikkert reducere til 1-4 fra pletten.
Målet gav træner Carsten Hemmingsens tropper en succesoplevelse med ind til anden halvleg, hvor styrkeforholdet var langt mere lige.
Brøndby spillede ikke længere med den samme intensitet, og Marienlyst havde fået banket nervøsitet og manglende kamptræning ud af benene.
Fynboerne kunne bestemt være anden halvleg bekendt, og de slap fra kampen uden at indkasserede yderligere scoringer.
Marienlyst kan nu tage 2. divisionskollegerne fra Kjellerup og B93 i hånden ud af pokalturneringen, mens Brøndby har møvet sig ind blandt de otte sidste hold.
Det samme har Næstved, der på hjemmebane besejrede FC Roskilde med 3-2. Sejrsmålet blev scoret af Jesper Overgaard Christiansen ni minutter før slutfløjt.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde