Brøndby nedjusterer: Forventer underskud på 37 mio.
Brøndby IF har nok en gang nedjusteret klubbens forventninger til hele året. Det er sket i forbindelse med selskabets ekstraordinære generalforsamling tirsdag.
Klubben venter nu et underskud før skat på 37 millioner kroner mod tidligere 30 millioner kroner.
Ifølge en fondsbørsmeddelelse sker det som resultat af spillerindkøb, som Brøndby har gennemført siden offentliggørelsen af halvårsregnskabet 20. august.
- De spillerindkøb, som vi siden har gennemført, har ikke alle været lige billige, hvorfor disse vil belaste resultatet fremover.
- Under de samme forudsætninger som ved halvårsmeddelelsen forventer vi nu, at resultatet som følge af spillerindkøbene vil blive et underskud i niveauet 37 millioner kroner.
- Men vi mener, at investeringerne er nødvendige og det værd her i genrejsningsfasen, skriver klubben med bestyrelsesformand Aldo Petersen som afsender.
Brøndbys ekstraordinære generalforsamling stemte desuden for en aktieudvidelse, der vil tilføre klubben mellem 87 og helt op til 120 millioner kroner.
Storaktionæren Jan Bech Andersen køber 23.636.364 aktier til 2,75 kroner per styk - i alt 65 mio. kroner.
Derudover har generalforsamlingen sagt god for, at Brøndby udvider aktiekapitalen med yderligere 20 millioner aktier. En forhåndstegning på de otte millioner aktier betyder, at klubben får tilført 22 millioner kroner.
Brøndby ligger efter otte spillerunder til nedrykning i Superligaen, men i søndags blev sæsonens første sejr sikret med 2-1-hjemme over OB.
I den kamp blev nyerhvervelsen Ferhan Hasani matchvinder.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde