Brøndby-plan skal måles på handlinger

Det var kun meget grove hovedtræk af strategiplanen for genrejsningen af Brøndby IF, der slap ud, da selskabet tirsdag uddybede resultatet af mandagens bestyrelsesmøde over for fondsbørsen.

Men Fernando Olsen, der er tidligere fodboldspiller og nu strategisk rådgiver, får alligevel noget ud af de hovedpunkter, som er sat op.

- Man har tilsyneladende brugt det seneste halve år på at evaluere de faktorer, der har betydning for klubben, og nu er det så blevet tid til at handle. Jeg hæfter mig også ved, at bestyrelsen er klar over, at man er nødt til at have kapitalen på plads for at realisere målene. Alt andet havde også været useriøst, siger Fernando Olsen, der er administrerende direktør i reklamebureauet Sylvester Hvid & Co.

Der er ikke meget konkret at hente i fondsbørsmeddelelsen for de Brøndby-fans, som gerne vil vide præcis, hvad bestyrelsens plan går ud på - bortset fra, at jagten på en ny sportschef nu officielt er gået ind.

Men mere kan man ikke forvente, mener Fernando Olsen, der opfordrer fansene til at have tillid til bestyrelsen og afvente, hvad der sker.

- Jeg er selv spændt på at se de første konkrete handlinger og på at se, hvem de for eksempel ansætter som sportschef. Det er først der, at vi får en pejling af, hvilken retning klubben har valgt, og det er også der, at man så kan begynde at vurdere, hvor god planen er, siger Fernando Olsen, som ikke mener, at klubben skylder nogen at være mere konkret.

- Bestyrelsen skal varetage selskabets interesser, og det er ikke sikkert, at de gør det ved at melde en masse ting ud her og nu. Men derfor er det selvfølgelig vigtigt, at de har lagt en kommunikationsstrategi, så både fans, aktionærer og omverdenen i det hele taget føler sig informeret om, hvordan processen skrider frem, siger han.

/ritzau/

Fernando Olsen mener, at Brøndbys fremtidsstrategi skal måles på, hvad der helt konkret kommer ud af den. Kapitaludvidelse er bydende nødvendig.

Offentliggjort Sidst opdateret