Brøndby-profil om kollapset skifte: Det var lidt hårdt
Clement Bischoff blev udvist mod AaB i december og har derfor afsonet karantæne i forårets første runder. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Clement Bischoff arbejder hver dag for et udlandsskifte, men udelukker heller ikke en Brøndby-forlængelse.
Brøndby-spilleren Clement Bischoff troede, at et vinterskifte til Brighton var en kendsgerning, men kontrakten med Premier League-klubben endte i et kollaps.
Nu er den 19-årige Bischoff fokuseret på opgaverne i Brøndby, men efter torsdagens træning fortæller han, at det kiksede skifte gjorde ondt i momentet.
- Brighton er en god klub, de havde en god plan, men jeg er kommet videre nu. Det var lidt hårdt de første dage. Jeg var skuffet i momentet, men du får ikke noget ud af at grave dig ned. Jeg har lagt det bag mig.
- Jeg arbejder hver dag for at få et skifte til udlandet til at ske. Det skal nok komme på et tidspunkt, siger Clement Bischoff til bold.dk.
Han tilføjer, at han på et tidspunkt skal have en snak med Brøndbys fodbolddirektør, Benjamin Schmedes.
- En mulighed er at forlænge med Brøndby, men det kan også blive et skifte til sommer. Jeg lukker ingen muligheder for fremtiden.
Bischoff fik i efterårssæsonen sit gennembrud i Brøndby på en lidt uvant position som venstre wingback. Nu har cheftræner Frederik Birk lagt op til, at Bischoff får en mere offensiv rolle på holdet.
På grund af et rødt kort i sidste ligakamp før vinterpausen har Bischoff været karantæneramt i forårets to første kampe, men han er til rådighed igen, når Brøndby mandag møder Lyngby på hjemmebane.
Bischoff er på kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2026.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde