Brøndby sælger Lindstrøm til Frankfurt
Jesper Lindstrøm (til højre) jubler sammen med Mikael Uhre og Kevin Mensah. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Den 21-årige angriber skifter til Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt, meddeler Brøndby.
Brøndby sælger holdets store profil Jesper Lindstrøm til den tyske fodboldklub Eintracht Frankfurt.
Det meddeler den danske mesterklub søndag på sin hjemmeside.
Den 21-årige angriber var en af årsagerne til, at Brøndby i den forgangne sæson vandt Superligaen for første gang i 16 år.
Lindstrøm var således involveret i en stor del af Brøndbys scoringer, og han blev selv noteret for ti mål på vej mod guldet.
- Jeg kommer heller aldrig til at glemme sidste sæson, siger Lindstrøm til klubbens hjemmeside.
Han fik sin debut på Brøndbys førstehold som 18-årig, og inden da var han stor fan af holdet.
- Selv om mine minder med Brøndby IF går meget længere tilbage end min debut på superligaholdet, var det en kæmpestor drøm at hæve trofæet på Brøndby Stadion og fejre guldet sammen med fansene.
- Det var helt vildt, og der går lang tid, før jeg kan tænke på det uden at få kuldegysninger, siger han.
Lindstrøm slår samtidig fast, at han i fremtiden med stolthed vil kalde sig Brøndby-fan, hvis nogen spørger.
Jesper Lindstrøms evner er også blevet bemærket af landstræner Kasper Hjulmand, der i efteråret gav den kommende Frankfurt-spiller debut på landsholdet.
Det skete på Brøndby Stadion i en træningskamp mod Sverige, der blev slået 2-0.
Lindstrøm var dog ikke en del af truppen til det igangværende EM. I stedet var han med på det danske hold, der nåede kvartfinalerne ved U21-EM tidligere på sommeren.
Salget af Lindstrøm til Frankfurt efterlader en ledig plads i angrebet i Brøndby, der om få uger skal forsøge at spille sig ind i Champions Leagues gruppespil.
Brøndby oplyser ingen detaljer om handlens størrelse. Eintracht Frankfurt har endnu ikke annonceret det danske nyindkøb på klubbens hjemmeside.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker