FC Midtjylland er tilbage på andenpladsen i Superligaen, efter midtjyderne søndag aften slog Brøndby 1-0 efter en scoring på straffespark 10 minutter før tid.
Straffesparket så noget tvivlsomt ud, da Brøndbys venstreback Anders Randrup gled ned i en tackling på Rilwan Hassan i hjørnet af feltet. Den rappe nigerianer lod sig falde, og dommer Anders Hermansen pegede konsekvent på pletten.
Brøndby-spillerne advokerede for, at der ikke var kontakt mellem de to spillere, men det lod Jakob Poulsen sig ikke slå ud af, og på sikker vis gjorde han sig selv til matchvinder fra 11-meterpletten. Uden chance for målmand Michael Tørnæs.
En anden landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli stod for et anderledes højdepunkt, da han kort før tid brokkede sig til sin anden advarsel og dermed fik marchordre af dommer Anders Hermansen.
Foruden de to episoder var det småt med spændingen i Herning. Forventningerne var ellers høje, men ingen af de to hold havde for alvor modet til at satse offensivt.
Trods titlen som tophold overlod hjemmeholdet i lange perioder bolden til et noget fantasiløst Brøndby-mandskab. Hvorvidt det var den rigtige taktik af FC Midtjylland kan altid diskuteres, men nogen særlig seværdig kamp skabte det ikke.
Til gengæld skabte FC Midtjylland tre gange så mange chancer som udeholdet, og særligt nigerianske Sylvester Igboun og Rilwan Hassan gjorde stort set, som det passede dem.
Så mon ikke FCM-træner Glen Riddersholm er tilfreds, mens Brøndbys træner Henrik Jensen nu både skal hjem og have stabiliseret den vaklende defensiv og have fundet frem til nogle nye idéer til offensiven.
Brøndby ligger lige over stregen foran Lyngby og HB Køge.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker