Brøndby savnede straffe: Forstår jeg ikke en brik af

Niels Frederiksen måtte fredag igen se sit hold smide point i Superligaen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Niels Frederiksen fatter ikke, hvordan Brøndby ikke fik straffe, da bolden ramte en Silkeborg-arm i feltet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Samtlige blågule spillere og fans på Brøndby Stadion følte sig snydt for et straffespark i fredagens 1-1-skuffelse mod Silkeborg.

Bolden ramte klart og tydeligt en Silkeborg-spillers arm, men dommeren vurderede formentlig, at det skete fra så kort afstand, at det derfor ikke skulle veksles til et straffespark.

I Brøndby-lejren er man meget uforstående over det skøn.

- Jeg ser et klart straffespark, er jeg nødt til at sige. Altså hvis ikke der er straffespark der, ved jeg kraftedeme ikke, hvornår der er. Armen er så langt ude fra kroppen, så det forstår jeg slet ikke en brik af, siger cheftræner Niels Frederiksen.

Han mener, at armen aktivt blev brugt til at stoppe bolden.

- Ja, og så snakker de om, at det er på kort afstand og sådan noget der, men det vil jeg skide på. Det er dommeren, der dømmer, og vi kan ikke lave det om, men jeg er nødt til at sige, at jeg ser et straffespark, siger Niels Frederiksen.

Selv om han er uforstående, vil han ikke bruge det som en undskyldning for Brøndbys pointtab.

- Vi skal jo ikke stå her og sige, at vi skal have et straffespark på en eller anden hands-situation, som måske ikke havde ført til en chance alligevel, for at vinde en kamp, siger Frederiksen, som savnede kvalitet over hele linjen.

I den modsatte lejr er holdningen til det mulige straffespark en anden fra Silkeborg-træner Kent Nielsen.

- Jeg så den lige på tv, og jeg er jo gammeldags. Jeg synes, der er blevet alt for meget fokus på straffespark. Han tog hånden ind til siden, og den ramte ham knaldhårdt, og jeg har det sådan, at der kraftedeme blev dømt mange dårlige straffespark i sidste sæson, som var decideret imod spillets ånd.

- Nu blev det ikke dømt, og det er jeg klart fortaler for, at den slags ikke dømmes, siger Kent Nielsen, som generelt er meget tilfreds med oprykkernes præstation i Brøndby.

Silkeborg har fortsat blot tabt en enkelt kamp af de otte første i 3F Superligaen og ligger på en hæderlig sjetteplads med 11 point.

De forsvarende mestre fra Brøndby er noget skuffende nummer syv med otte point.