Brøndby sender bundrivaler ud af pokalen
Brøndby kan stadig vinde fodboldkampe - i hvert fald, når Silkeborg er modstanderen.
Superligaens bundprop fra den københavnske vestegn er klar til kvartfinalen i pokalturneringen efter en hjemmesejr på 3-0 over Silkeborg - klubben der også har lagt ryg til Brøndbys to eneste superligasejre i de seneste 25 forsøg.
Quincy Antipas - Brøndbys bedste mand - bragte holdet på sejrskurs 18 sekunder efter pausen, da han headede Mathias Gehrts indlæg i nettet, mens rollerne var byttet om, da Gehrt med 20 minutter igen udnyttede Antipas' oplæg.
I slutminutterne scorede Brent McGrath efter en fin solopræstation til 3-0.
Dermed afgjorde de tre spillere en dyst fattig på spillemæssig kvalitet, hvor begge hold tog usikkerhed og manglende selvtillid med fra Superligaen, selv om pokalkampene er "gratis" i forhold til nedrykning.
Værst så det ud for Silkeborg, der helt har mistet fornemmelsen for flydende pasningsspil og lever på sporadiske enkeltmandspræstationer.
Brøndby var generelt en smule bedre, selv om energien som vanligt var noget større end evnerne i de blågules angrebsforsøg.
Flere gange svigtede koncentrationen, når chancerne skulle skabes, og før pausen blev det reelt kun til den mulighed, Martin Albrechtsen brændte efter 36 minutter.
Den var så til gengæld også stor. Helt uforståeligt formåede venstreforsvareren at sparke bolden nærmest lodret op i luften for tomt mål fra mindre end en meters afstand.
Det kunne være blevet dyrt, men kollegernes træffere gjorde skæverten ligegyldig, og da Dennis Flinta 10 minutter efter pausen fik sin anden advarsel, blev det umuligt for Silkeborg.
Østjyderne må erkende, at det eneste tilbageværende mål i denne sæson er at overleve i Superligaen, og det kan blive svært nok.
Det bliver det også for Brøndby, men undervejs kan klubben se frem til en pokalkvartfinale mod FC København sidst i november eller i starten af december.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde