Brøndby sender tilskuerne bag net

Foto: Keld Navntoft /Scanpix

I fremtiden må fodboldtilhængere på Brøndbys hjemmebane se kampene gennem et net.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er et af resultaterne af de møder, som superligaklubben har holdt med politi og fans som en konsekvens af urolighederne efter pokalkampen mellem Brøndby og FC København i onsdags.

- Af konkrete tiltag vil Brøndby IF til forårssæsonen opsætte net bag begge mål, der sikrer mod, at kastegenstande kastes på banen fra endetribunerne, som det på beklagelig vis skete onsdag aften, lyder det i en udtalelse fra klubben.

Umiddelbart efter slutfløjtet på kampen, der endte 1-0 til Brøndby, stormede massevis af Brøndby-tilhængerne ind på banen for at fejre sejren med spillerne. Men også det skal nettene være med til at forhindre.

- Nettet vil også hjælpe med at besværliggøre adgangen til banen fra tribunen, lyder det i meddelelsen.

Det er dog langt fra det eneste, der skal gøre tilværelsen som grænseoverskridende fan mere besværlig i fremtiden. Klubben vil også kigge på andre tiltag, der vil vanskeliggøre adgang til banen.

- Slutteligt vil kontrollørernes antal og placering på Sydsiden blive justeret, således at eventuelle baneløbere bremses i tide, inden tingene eskalerer. Disse tiltag iværksættes, så de er klar til den første hjemmekamp i forårssæsonen.

- Samtidig vil Brøndby IF fremadrettet slå langt hårdere ned på fans, der ikke formår at overholde stadionreglementet og gældende lovgivning, lyder det.

I første omgang havde superligaklubben valgt at suspendere salget af billetter til sæsonens sidste to kampe mod henholdsvis FC Nordsjælland og Sønderjyske.

Man har imidlertid valgt at ophæve suspenderingen til kampen mod de forsvarende mestre på søndag.

/ritzau/