Brøndby spiller sig videre i kedelig europæisk nullert
Næste uge får Brøndby cypriotisk EL-modstand, efter holdet torsdag sikrede sig avancement via 0-0 mod Beroe.
Brøndby er videre til tredje runde af Europa League-kvalifikationen efter en samlet 1-0-sejr over Beroe fra Bulgarien.
Torsdag aften spillede de to mandskaber 0-0 i Brøndby, og det var dermed Martin Albrechtsens mål fra sidste uge, der var den samlede forskel på de to hold.
I næste runde venter der så Brøndby endnu en sydeuropæisk opgave, når klubben møder AC Omonia fra Cypern. Cyprioterne slog polske Jagiellonia Białystok med samlet 1-0.
Men for at komme dertil måtte Brøndby og tilskuerne gennem en alt andet end underholdende kamp.
Første halvleg var søvndyssende og bød ikke på chancer til nogle af holdene.
Der nåede dog at være en smule dramatik, da Brøndbys Christian Nørgaard, Johan Elmander og Martin Ørnskov i løbet af fem minutter alle fik raget et gult kort til sig for at komme for sent i en tackling.
Meget ironisk var det efterfølgende en vellykket glidende tackling fra Brøndbys Elbasan Rashani, der udløste de største klapsalver i første halvleg fra de 9550 tilskuere, der var mødt op i aftensolen på den københavnske vestegn.
Spillet blev ikke meget bedre efter pausen, og det var ikke til at se, at det var Beroe, som manglede et mål, for bulgarerne stod ganske lavt på banen i store dele af kampen.
Det virkede isoleret set fornuftigt, idet Brøndby ikke fik spillet sig igennem til chancer, omvendt lykkedes Beroe dog heller ikke med at få chancer ud af sine mange lange bolde frem mod den hurtige og fysisk stærke angriber Junior Mapuku.
Bedst som kampen synes at blive helt chanceløs, fik Beroe en enorm chance 12 minutter før tid for at bringe sig foran.
Et indlæg blev slået forbi målmand Lukas Hradecky, men på forunderlig vis fik en glidende Beroe-spiller sendt bolden over det tomme mål.
To minutter senere var gæsterne så igen nærgående ved et hovedstød, der sneg sig forbi mål, men tættere på kom bulgarerne ikke.
I den anden ende var Brøndbys svenske indkøb Magnus Eriksson tættest på at score, men også hans forsøg røg over mål.
Allerede næste torsdag spiller Brøndby hjemme mod AC Omonia, mens der er returkamp på Cypern ugen efter. Vinder Brøndby samlet over cyprioterne, venter der de blågule endnu en knockout-runde før Europa Leagues gruppespil.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker