Brøndby-spillere vil forlænge med Jensen

Henrik Jensen skal fortsætte som træner for Brøndby.

Sådan lyder ønsket fra en stor del af Brøndbys spillertrup, efter at Brøndby under Jensens ledelse har kæmpet sig op på SAS Ligaens bronzeplads efter søndagens 2-0-sejr over AaB.

- Det går godt, så hvorfor skulle han ikke fortsætte, siger anfører Michael Krohn-Dehli.

Henrik Jensen blev ansat i slutningen af marts som en midlertidig løsning efter fyringen af Kent Nielsen, der ikke formåede at føre holdet frem til sejr i sine otte sidste kampe.

Siden ansættelsen af Henrik Jensen har Brøndby fået 20 point i 10 kampe.

- Henrik Jensen har selvfølgelig ændret på nogle ting. Vi spiller mere direkte, og så har han fået gejst ind på holdet, hvilket er meget vigtigt. Så han har en stor del af æren for opturen, forklarer Krohn-Dehli.

Holdkammeraten Jan Kristiansen, der er blomstret op i de seneste kampe, er enig i den vurdering.

- Henrik Jensen har været en vigtig del af den udvikling, der er sket. Han har sagt til os - da vi var langt nede - at vi stadigvæk var gode fodboldspillere. Det har vi nu vist i de seneste sejre over FC Midtjylland og AaB, siger Jan Kristiansen.

- Det er ikke mig, men bestyrelsen, der skal beslutte, om Henrik skal fortsætte. Men jeg kan konstatere, at vi har haft mange gode kampe under Henrik Jensen, forklarer Kristiansen, der scorede til 2-0 mod AaB.

Brøndby har samme pointtal som Esbjerg på SAS Ligaens tredjeplads, men en bedre målscore. Brøndby møder i sidste spillerunde Randers FC på udebane.

/ritzau/

Flere af Brøndbys spillere ønsker, at holdets midlertidige træner, Henrik Jensen, fortsætter i sit job, efter at holdet er kommet på bronzekurs i SAS Ligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret