Brøndby taber millioner i feriepengesag

Fodboldklubben Brøndby IF skal efterbetale cirka fire millioner kroner i den såkaldte feriepengesag. Beløbet er inklusiv renter, bod og omkostninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har Fodboldens Voldgiftsret afgjort tirsdag.

Voldgiftsretten har bestemt, at klubben skal betale pension og feriepenge til de tre tidligere spillere Martin Ericsson, Thomas Rasmussen og Peter Madsen.

Disse sager er i første omgang blevet behandlet som prøvesager, og Spillerforeningen mener, at langt flere spillere og klubber kan have penge til gode.

Brøndby tager kendelsen til efterretning og vil nu vurdere, hvad kendelsen betyder for andre sager.

- Brøndby IF tager kendelsen til efterretning og vil nu bruge de kommende dage til at nærlæse kendelsen og dens præmisser for at vurdere, hvad kendelsen betyder for sagerne om de øvrige 56 tidligere og nuværende spillere, som har anlagt sag mod Brøndby IF.

Sådan skriver klubbens direktør Tommy Sommer Håkansson i en fondsbørsmeddelelse, hvori det fremgår, at klubben nu vil indlede en dialog med Spillerforeningen i et forsøg på at løse de øvrige sager.

Andre klubber har uden tvivl også ventet med spænding på resultatet, og afgørelsen kan meget vel ryste dansk fodbold ret så gevaldigt.

Sagen har været undervejs i halvandet år, og begge lejre har følt sig sikre på sejren.

Også AaB kan blive ramt alvorligt økonomisk, efter Brøndby tabte prøvesagerne. AaB har ifølge Spillerforeningen heller ikke overholdt reglerne.

AaB-direktør Lynge Jakobsen var ikke nervøs, da han i juni sagde til Nordjyske, at der intet var at komme efter:

- Der findes ikke nogen i AaB, der ikke har fået de penge, som de skal have, sagde han.

Det er alle kontrakter indgået siden 2004, hvor Spillerforeningen og Divisionsforeningen indgik en overenskomst, der er i spil i sagen.

I alt på tværs af alle klubber og spillere kan der angiveligt være tale om op til 1500 sager.

/ritzau/