Brøndby-træner: For store udsving har kostet topplacering
Martin Retovs Brøndby-hold halter langt efter i Superligaen, men kan fortsat hente en titel i denne sæson, hvor holdet ligesom sidste år har kæmpet sig frem til pokalfinalen. Her venter FC Midtjylland, som også er modstanderen i mandagens superligakamp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Martin Retov håber at se mere stabilitet på Brøndby-holdet i de næste kampe, der også byder på en pokalfinale.
Brøndby skal mandag på besøg hos de regerende mestre fra FC Midtjylland i Superligaen.
Mens de to klubber i sidste sæson kæmpede om guldet, så halser Brøndby i øjeblikket 25 point efter FCM og 33 point efter FC Københavns førerhold.
Brøndby-træner Martin Retov forklarer forskellen fra sidste sæson til nu med alt for store kvalitetsudsving fra kamp til kamp på sit hold.
- Vores sæson har været kendetegnet meget ved, at vores præstationer har svinget for meget, og når vi har spillet en rigtig god kamp, ser vi en mindre god præstation umiddelbart efter.
- Så vi har savnet stabilitet, og det er også grunden til, at vi ikke spiller med i toppen, siger Martin Retov til klubbens hjemmeside.
Han efterlyser derfor mere stabilitet i sæsonens sidste kampe, der også inkluderer en pokalfinale mod FCM.
- Det handler for os om at sætte nogle gode resultater sammen for dels at få skrabet nogle point sammen og for at komme ind i en god stime.
- Det er det, vi har brug for - også forud for pokalfinalen - og det må meget gerne starte i morgen, siger Brøndby-træneren.
Der resterer fortsat seks spillerunder af Superligaens mesterskabsspil.
Brøndby kan maksimalt kæmpe sig op på tredjepladsen og sikre sig bronze. Det vil dog kræve, at holdet indhenter Esbjerg og OB, der er henholdsvis fem og fire point foran Brøndby.
Pokalfinalen mellem Brøndby og FCM spilles 17. maj i Parken.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde