Brøndby-træner: Vi dominerede på alle parametre
Foto: Nils Meilvang /Scanpix
Nils Meilvang /Scanpix
Brøndby og AaB leverede et brag af en åbning på foråret, da holdene søndag aften spillede 2-2 på Brøndby Stadion. Opgøret så ellers længe ud til at ende 1-1, men i slutfasen eksploderede kampen.
Først kom AaB foran på et selvmål, men minuttet efter udlignede Brøndby. Den kaotiske og hektiske afslutning gør, at Brøndby-træner Thomas Frank blåstempler udbyttet af kampen.
- Indtil det 87. minut, var jeg meget utilfreds med uafgjort. Så scorede de til 2-1, og så kan man ikke andet end være tilfreds med, at vi fik 2-2, siger Frank.
Går man dybere ned i kampens forløb, har Frank mange positive momenter at hive frem.
- Kigger man på faser af spillet, er jeg rigtig godt tilfreds med, at vi, mod et rigtig godt AaB-hold, formåede at dominere i store dele af kampen, siger træneren.
- Vi var gode på bolden, vi var aggressive i presset, vi løb rigtig mange meter og vandt chancestatistikken med 7-4. På alle parametre dominerede vi kampen, undtagen på antallet af point, vi fik ud af det, siger han.
Anfører Thomas Kahlenberg sikrede Brøndby det ene point med udligningen kort før tid, men det ene point er ikke nok for midtbanespilleren.
- Når vi kom bagud så sent i kampen, så var det en forløsning at få 2-2. Det var utroligt vigtigt. Vi vidste godt, at vi skulle spille direkte og få den frem i boksen, og vi opsøgte så heldet. Det var mere end fortjent, at vi fik udlignet.
- Men når vi kommer hjem i aften, er vi skuffede. For kigger man over hele kampen, skulle vi have fået tre point ud af det her opgør, mener Kahlenberg.
Brøndby har med det ene point stadig fem point op til FC København på tredjepladsen i Superligaen. De blå-gule møder i næste spillerunde Randers FC på udebane.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned