Brøndby udnytter HIK-keepers gavebod i sikker pokalsejr
Brøndby stillede trods flere reserver i en stærk startopstilling mod HIK i den danske pokalturnering onsdag aften med spillere som Jacob Rasmussen, Nicolai Vallys og Josip Radosevic. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
HIK formåede ikke at levere sensation i pokalkampen mod Brøndby, der sidste år røg tidligt ud af turneringen.
For et år siden røg Brøndby ud af den danske pokalturnering efter et ydmygende 0-4-nederlag til Aarhus Fremad.
Sådan en pokalblamage gentog sig ikke onsdag aften, da Brøndby trådte ind i pokalturneringen med en sikker 3-0-sejr over HIK fra 2. division. Dermed er Brøndby videre til ottendedelsfinalen.
HIK havde egentlig fået fordel af hjemmebane, men klubben havde afgivet den til Brøndby, som havde bedre stadionforhold til at afvikle kampen.
Omkring 1500 HIK-fans havde taget turen til Brøndby Stadion, hvor samlet set 7802 tilskuere var på plads. De kunne se Gentofte-klubben holde stand i de første 19 minutter.
Men så gik det for stærkt for de undertippede gæster, som indkasserede to mål på to minutter.
I begge tilfælde begik HIK-keeper Emmanuel Ogura nogle graverende fejl, som Brøndby udnyttede.
Først lykkedes det ikke Ogura at få clearet en bold uden for feltet. Bolden trillede i stedet lige hen til Brøndbys Yuito Suzuki, der nemt kunne trille den ind til 1-0.
To minutter senere gav Ogura en ripost, som Oscar Schwartau kunne samle op til endnu en nem scoring.
HIK havde optræk til chancer, men spillerne fra den tredjebedste fodboldrække manglede kvalitet, når de nærmede sig Brøndbys felt.
I starten af anden halvleg viste HIK-angriberen Milan Rasmussen farlighed, da han trykkede af og fik tvunget Brøndby-keeperen Thomas Mikkelsen til en god redning.
Ogura var dog ikke færdig med at lave fejl og blev noteret for et selvmål, da han midtvejs i anden halvleg på sælsom vis boksede bolden i eget net efter et hjørnespark.
Det skal nævnes, at Ogura også havde nogle gode redninger undervejs i kampen, men HIK må ærgre sig over, at Brøndby fik så mange gaver ved de tre mål.
Også OB, FC Midtjylland og Aarhus Fremad gik onsdag aften videre til ottendedelsfinalerne i pokalen.
OB vandt 1-0 ude over Hobro. Angriberen Mohamed Buya Turay scorede kampens enlige mål.
FC Midtjylland besejrede på udebane Næstved med 2-0 på mål af midtbanespilleren Charles og angriberen Franculino.
Aarhus Fremad gik videre med en sejr på 2-1 ude over FC Helsingør.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde