Brøndbys Farnerud skifter til Young Boys

Kun lægetjekket mangler, før Alexander Farneruds skifte fra Brøndby til Young Boys er en realitet. Det meddeler den schweiziske klub på sin hjemmeside.

- Vi kan med glæde meddele, at tilgangen af den svenske landsholdsspiller Alexander Farnerud er umiddelbart forestående, skriver Young Boys på klubbens hjemmeside.

- Den 26-årige spiller får en kontrakt frem til 2014 og rejser på onsdag med holdet på træningslejr i Marbella, hvis det medicinske tjek forløber positivt, lyder det videre.

Alexander Farnerud har spillet for Brøndby siden sommeren 2008.

Hans ophold har haft enkelte opture, men generelt kan Alexander Farnerud ikke siges at have indfriet de store forventninger, som han havde med, da han skiftede til Brøndby.

På Brøndbys hjemmeside ønsker træner Henrik Jensen den svenske tekniker stort held og lykke med den nye tilværelse i schweizisk fodbold.

- Der er ingen tvivl om, at han har nogle fodboldmæssige kvaliteter, der ligger et stykke ud over det sædvanlige, hvilket han også har vist senest i efteråret. Men af forskellige årsager har det været svært for ham at holde niveauet gennem sin tid i Brøndby.

- Jeg ønsker for Alex, at han nu kan udleve sit fulde potentiale et nyt sted tættere på familien, udtaler Henrik Jensen.

Brøndby er gået ind i det igangværende transfervindue med et erklæret ønske om at slanke en for stor og for dyr spillertrup.

Der er især blevet peget på, at man skal af med en række af de spillere, som for nogle år siden blev indkøbt for at være med til at genrejse klubben. Blandt disse var Alexander Farnerud.

/ritzau/

Alexander Farnerud skifter fra Brøndby til Young Boys i Schweiz, hvis han består et lægetjek.

Offentliggjort Sidst opdateret