Brøndbys fodbolddirektør: Vi er tæt på en ny cheftræner
Benjamin Schmedes mødte tirsdag den danske presse for første gang. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Benjamin Schmedes taler varmt om Frederik Birk, men vil ikke afsløre, om han er kommende Brøndby-træner.
Onsdag møder Brøndbys superligatrup ind til årets første træningsdag, men hvem der skal stå i spidsen som træner, er endnu ikke meldt ud.
Brøndbys nyansatte fodbolddirektør, Benjamin Schmedes, kunne ikke bidrage til opklaring, da han tirsdag middag mødte den danske presse for første gang, men man er tæt på afklaring.
- Vi har alle haft et ønske om at have en træner på plads, når holdet kom tilbage fra ferie. Vi har haft mange gode diskussioner, og jeg håber, at det er på plads så hurtigt som muligt, siger Benjamin Schmedes.
- Listen er ikke lang nu. Der var allerede lavet et stykke arbejde, før jeg kom, og så er jeg selv kommet med viden og erfaring.
Han blev selv præsenteret som fodbolddirektør i Brøndby 30. december. Han fortæller, at han første gang blev kontaktet af Brøndby i oktober, få dage efter at Carsten V. Jensen blev fyret i stillingen.
Han var til flere møder med klubben, men der skulle gå flere måneder, før en aftale kom på plads.
Selv om han kun har været i jobbet i få dage, er han meget med i processen om at få ansat en træner som afløser for Jesper Sørensen, der blev fyret 11. december.
- Jeg er involveret rimeligt meget, da det skal være én, vi alle er komfortable med, understreger Schmedes.
Assistenttræner Frederik Birk havde det midlertidige ansvar som Brøndby-træner, da holdet spillede årets sidste kamp mod AGF og avancerede i pokalturneringen med en sejr på 4-2.
Flere medier mener at vide, at Birk med stor sandsynlighed fortsætter som træner i foråret, og Schmedes taler da også varmt om kandidaten.
- Jeg har haft lejlighed til at have flere snakke med ham, og han har efterladt et godt indtryk. Kampene, han har haft i spidsen for holdet, også da Jesper Sørensen havde karantæne, taler for sig selv. Han er helt sikkert inde i billedet, alt andet ville være underligt.
Om den nuværende proces siger Schmedes:
- Vi er i gang med at finde ud af, hvad der er bedst på kort sigt og måske også langt sigt, og jeg tror, vi er tæt på at kunne præsentere en træner.
Brøndby overvintrer på Superligaens femteplads og indleder forårssæsonen hjemme mod Viborg 14. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker