Brugge: Enig med Mainz om Zimling-skifte
Den danske landsholdsspiller Niki Zimling skifter til den tyske Bundesliga-klub Mainz 05, så snart han og klubben er blevet enige om de sidste detaljer.
Zimlings hidtidige klub, belgiske Club Brugge, oplyser på sin hjemmeside, at man er nået til enighed med Mainz om salget, og at midtbanespilleren allerede har bestået et lægetjek i Tyskland.
- Salget af Niki Zimling kan virke overraskende, men der var konkret interesse. Mainz var villige til at opfylde vore krav, siger Club Brugges sportsdirektør Arnar Gretarsson til klubbens hjemmeside.
Tidligere på dagen købte den belgiske klub Enock Adu i FC Nordsjælland, en spiller, der optræder på samme position som Zimling.
- Vi har købt Enock Adu for at foregribe begivenheden, og Zimling har selv været ivrig efter at tage dette skridt, lyder det fra Gretarsson.
Også i Mainz giver skiftet god mening. Tidligere på fredagen sendte klubben den defensive midtbanespiller Eugen Polanski til Hoffenheim, og det kan åbne for et køb af Zimling.
Mainz, der i forvejen har danske Bo Svensson i truppen, ligger på en solid og lidt overraskende 7.-plads i den bedste tyske fodboldrække.
Niki Zimling skiftede til Club Brugge i sommeren 2011 efter et succesfuldt lejeophold i hollandske NEC Nijmegen. Forinden var han i Udinese i Italien, hvor han aldrig fik det store gennembrud.
Karrieren startede i Brøndby, inden midtbanemanden slog sit navn fast i Esbjerg. Han er noteret for 14 landskampe for Danmark, hvor han senest var med i august, da det blev til et 1-3-nederlag til Slovakiet i en venskabskamp i Odense.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned