Bruno Fernandes: Vent med Cantona-sammenligninger
Bruno Fernandes har fået en fremragende start i Manchester United, hvor han fra dag ét har været en stor profil på holdet. Foto: Wolfgang Rattay/Ritzau Scanpix
Wolfgang Rattay/Ritzau Scanpix
Manchester Uniteds portugisiske stjerne er beæret over sammenligning med Cantona, men det er for tidligt.
Det er ikke for meget sagt, at portugiseren Bruno Fernandes har taget Manchester med storm, efter at Manchester United tilbage i januar hentede ham for mere end 400 millioner kroner.
På begge sider af coronapausen har midtbanespilleren vist sig som en fremragende tilføjelse til holdet, hvor han har budt ind med 11 scoringer og 8 målgivende afleveringer i bare 21 kampe.
Det har ført til sammenligninger med ingen ringere end United-legenden Eric Cantona, som fra 1992 til 1997 udødeliggjorde sig selv på Old Trafford.
Selv om det er en ære for Fernandes at blive sammenlignet med det franske ikon, så maner han til besindighed.
- Det er stort for mig at høre den slags - at blive sammenlignet med sådan et navn. Men Cantona var en enestående spiller for klubben, og jeg skal vise langt mere for at blive sammenlignet med ham, siger han til klubbens hjemmeside.
Cantona vandt fire engelske mesterskaber og to FA Cup-titler på fem år i United, ligesom han i flere år bar anførerbindet på holdet.
Det er 25-årige Bruno Fernandes, der kom til fra Sporting CP i hjemlandet, ikke i nærheden af at have opnået endnu. Men han er glad for sin første tid i klubben.
- Jeg er meget glad for, hvad jeg har præsteret, men som træneren (Ole Gunnar Solskjær, red.) siger, så er jeg ikke tilfreds. At komme til Manchester handler om at vinde titler, lyder det fra Fernandes.
- Jeg kom til klubben for at vinde titler, og jeg vil være glad efter sæsonen, hvis vi vinder Europa League.
Bruno Fernandes scorede kampens enlige mål på straffespark i forlænget spilletid, da United slog FC København 1-0 i Europa League-kvartfinalen.
Englænderne møder søndag Sevilla i semifinalen, der spilles over én kamp på neutral grund i Köln.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned