- Det er lidt brutalt.
Nicki Sørensen, der er sportsdirektør hos cykelholdet Israel-Premier Tech, er ikke rigtig begejstret.
Når cykelrytterne i disse dage drøner rundt på landevejene i Tour de France, slås de nemlig ikke kun for hæder og ære.
På grund af regler, der blev vedtaget i verdensforbundet UCI i 2018, kører de også for deres holds overlevelse på World Touren, og i den sammenhæng hænger Nicki Sørensens hold med røven i vandskorpen.
Simpelt fortalt handler det for holdene om at slutte blandt de 18 bedste på den af UCI's pointranglister, som dækker holdenes præstationer i den nuværende og de foregående to sæsoner.
Lykkes det, får holdene World Tour-licens i sæsonerne 2023, 2024 og 2025.
Lykkes det ikke, er det farvel til World Tour-status, sikker deltagelse i cykelsportens største løb og dermed også potentielt store sponsorsummer.
- Det er et ekstra pres, som man ikke rigtig kan ignorere. Desværre, siger Matti Breschel, der er sportsdirektør hos EF, som på en aktuel 16.-plads ikke kan vide sig sikker på World Tour-status i det nye år.
- Det pres, der allerede er på rytterne, er rigeligt. Vi ville gerne være det foruden.
Cykelholdene har skrabet point sammen siden 2020-sæsonen, og i år er kapløbet om de 18 øverste placeringer sat på spidsen. Når året er slut, gøres tallene op, og der fældes dom.
Hos Israel-Premier Tech har kapløbet fået meget konkrete konsekvenser. Holdet er på 20.-pladsen og er tvunget til at køre gode placeringer og point i hus.
Derfor har holdets ledelse løbende ændret rytternes løbsprogrammer.
- Før i tiden var det de mest attraktive løb, man sportsligt ville gå efter, men nu vælger man løb ud fra, hvor det er lettest at få point, siger Nicki Sørensen.
I juni vandt Jakob Fuglsang et lille fransk løb og hentede 125 point til ranglisten. Det løb havde Israel-Premier Tech aldrig satset på, hvis ikke holdet var i knibe.
- Det er ikke, fordi det er det mest forfærdelige at ændre strategien lidt. Der følger også gode ting med. Det var en fed dag, siger Nicki Sørensen.
Holdet har desuden udeladt en af sine største profiler Sep Vanmarcke fra årets Tour de France-trup, fordi han skal forsøge at køre point hjem i andre løb.
Det kan være en fordel, fordi der i små løb ganske enkelt kan være flere og lettere point at hente end i Tour de France.
Jakob Fuglsangs sejr i det lille franske løb gav som sagt 125 point til ranglisten. En Tour de France-etapesejr, som er markant mere prestigefyldt og sportsligt langt sværere at opnå, giver 120 point.
Men selv om Matti Breschel synes, det er belastende, at han skal forholde sig til et stressende kapløb, så har han det udmærket med, at UCI forsøger at skærpe konkurrencen i cykeltoppen.
- Jeg synes, det er okay. Det er spændende. Der ligger rigtig mange hold og presser på nedefra. Det er nogle superinteressante hold med sjove og spændende ryttere. Så et eller andet sted er det meget godt at ryste posen.
- Men det er irriterende, siger sportsdirektøren med et grin.
Blandt de hold, der ligger til oprykning, er Alpecin, som har det hollandske fænomen Mathieu van der Poel i sin stald. Derudover ligger Arkea, der har den colombianske klatrer Nairo Quintana på holdet, lunt i svinget.
Matti Breschel kan tage det lidt mere roligt end Nicki Sørensen, hvis ellers EF får nogle sejre i løbet af årets sidste måneder. Magnus Cort hjalp godt til med sin sejr på Tour de Frances 10. etape. Men der er ikke tid til at slappe af.
En tabt World Tour-status behøver dog ikke være en katastrofe. Hvis man er blandt de bedste Pro-hold, bliver man alligevel inviteret til de allerstørste løb.
Et problem kan dog blive, at cykelholdene, som i forvejen går med livrem og seler, kan få endnu sværere ved at lokke sponsorer til, hvis de ikke kan garantere deltagelse i det kommercielt altoverskyggende Tour de France.
Derfor er det ikke utænkeligt, at der opstår panik på ledelsesgangene, når årsskiftet nærmer sig, men på landevejene må den slags ikke indfinde sig.
- For guds skyld nej. Vi skal på en eller anden måde bevare roen. Vi må ikke stresse og panikke. Jeg ved om nogen, hvordan det er at køre rundt med pres fra en højtstående chef eller sportsdirektør.
- Det får man ikke noget ud af. Det er mennesker, vi har med at gøre, og ryttere i balance er bedst, siger Matti Breschel.
Hos Israel-Premier Tech brænder lokummet en tand mere, men også Nicki Sørensen forsøger at bevare optimismen.
- Det bliver en hård kamp. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan ikke forudsige, hvad der kommer til at ske, men vi har kamphandskerne på.
/ritzau/
Den nyeste top-20
De 18 hold, der har samlet flest point sammen i årene 2020-2022, kan kalde sig World Tour-hold i årene 2023-2025, hvis de ellers søger om licensen og lever op til en række økonomiske og organisatoriske krav.
Ranglisten her er opdateret efter 12. etape af Tour de France 14. juli:
1. Jumbo-Visma, 31.646 point.
2. Quick-Step, 31.344 point.
3. Ineos, 30.468 point.
4. UAE Emirates, 28.661 point.
5. Bahrain Victorious, 22.415 point.
6. Bora, 22.394 point.
7. Alpecin (Pro-hold), 18.865 point.
8. FDJ, 17.530 point.
9. Trek, 17.203 point.
10. Intermarché, 15.523 point.
11. AG2R, 15.297 point.
12. Astana, 15.245 point.
13. Arkea (Pro-hold), 14.091 point.
14. Team DSM, 13.933 point.
15. Cofidis, 13.640 point.
16. EF, 13.458 point.
17. Movistar, 13.370 point.
18. BikeExchange, 12.963 point.
---------------------------------------
19. Lotto Soudal, 12.732 point.
20. Israel-Premier Tech, 12.427 point.
Kilde: Procyclingstats
/ritzau/
Licensjagten i grove træk
Der er kun plads til 18 World Tour-hold, og flere Pro-hold presser sig på. I skrivende stund tyder det på, at to nuværende World Tour-hold må vige pladsen for to Pro-hold i cykelsportens mest fornemme klasse.
* Rytterne samler point til UCI's individuelle rangliste og holdenes rangliste.
* Pointene fra holdenes ti bedst placerede ryttere på den individuelle rangliste lægges sammen og udgør holdenes pointsum på holdens rangliste.
* Hvis en rytter skifter hold i løbet af den treårige periode, hvor pointene indsamles, bliver rytterens point hos det hold, han kørte for, da han vandt dem.
* De 18 bedst placerede hold på holdenes rangliste for årene 2020-2022 får World Tour-status i årene 2023-2025, hvis de ellers søger om licensen og lever op til en række økonomiske og organisatoriske krav.
* De to bedst placerede Pro-hold på holdenes rangliste skal inviteres til alle World Tour-etapeløb. Derudover skal to hold tildeles wildcard til grand tour-løb. Fem hold tildeles wildcard til øvrige World Tour-etapeløb.
* De tre bedst placerede Pro-hold på holdenes rangliste skal inviteres til alle World Tour-endagsløb. Derudover skal fire hold tildeles wildcard.
/ritzau/
Sådan samler rytterne point
Rytterne kan samle point ind i alle UCI-løb på kalenderen, men der er stor forskel på, hvor mange point der er at hente i de forskellige løb. Herunder følger en række eksempler på, hvor mange point, der er på spil i forskellige kategorier af løb.
* Den samlede vinder af Tour de France får 1000 point. En etapesejr giver 120 point.
* Den samlede vinder af Giro d'Italia og Vuelta a España får 850 point. En etapesejr giver 100 point.
* Man får 500 point for at vinde et af cykelsportens fem monumenter, som er Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège, Flandern Rundt, Milano-Sanremo og Lombardiet Rundt.
* Den samlede vinder af World Tour-etapeløbene, der rangerer lige under grand tours, får 500 point. Det er eksempelvis Critérium du Dauphiné og Schweiz Rundt.
* Vinderen af World Tour-løb som Catalonien Rundt, E3 Saxo Bank Classic, Fleche Wallonne og Clásica San Sebastián får 400 point.
* Vinderen af World Tour-løb som UAE Tour, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad får 300 point.
* Vinderen af Pro-løb som Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Milano-Torino og PostNord Danmark Rundt får 200 point.
* Vinderen af de små klasse 1-løb som Mercan’Tour Classic, som Jakob Fuglsang vandt, giver 125 point. Altså mere end en Tour de France-etape, hvor der kun er UCI-point til de fem bedste.
* Der findes derudover flere andre UCI-løb, hvor man kan hente point. Eksempelvis i klasse 2-løb samt de nationale mesterskaber.
/ritzau/
Seneste artikler
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Mest læste artikler
Meget vand på kørebane spærrer spor
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet