Brydeformand: OL-plads betyder alt for vores sport

Det blev ved frygten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brydning er også på det olympiske program i 2020 og 2024 uden egentlig at have forladt legene, og det letter formanden for Danmarks Brydeforbund.

- Det betyder alt for sporten. OL er brydnings dna. Det er det, vi lever og ånder for, siger formand Palle Nielsen.

Beslutningen blev taget af Den Internationale Olympiske Komite (IOC) søndag eftermiddag, efter at en afstemning slog udfordrerne baseball/softball og squash af banen til fordel for brydning.

I februar blev det ellers anbefalet, at brydning skulle ryge af programmet for at skabe fornyelse i den traditionsrige sportsbegivenhed.

- Det er altafgørende at være med til OL. Jeg er rigtig, rigtig lettet. Det har været nogle meget anspændte timer, siger Palle Nielsen, der har fulgt med i IOC's afstemning hele søndagen frem til offentliggørelsen.

- For bryderne er det fuldstændig fantastisk. Det er dem, der sveder og kæmper og håber og tror på drømmen.

- Hvis vi ikke var kommet med, skulle vi til at revurdere det hele. Identiteten ligger jo i olympiaden og de fire års termer, og OL er bare det største af det største, lyder det fra brydning-formanden.

Han understreger samtidig, at der også er økonomi i det for sporten at forblive en del af den olympiske familie.

- Lad os nu bare kalde os en af de mindre idrætsgrene, men det er der, vi virkelig får noget omtale og virkelig bliver set, siger Palle Nielsen.

For ham gælder det ikke nødvendigvis kun om at hive medaljer hjem til Danmark i olympisk sammenhæng.

- Bare det at deltage er jo fuldstændig unikt. Både for andre idrætsgrene, men bestemt også for brydning.

/ritzau/