BSH vinder og tager point med videre til slutspil
Patrick Westholms mandskab tager et enkelt point med videre til slutspillet. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Med onsdagens sejr over Lemvig-Thyborøn er Bjerringbro-Silkeborg sikker på at ende i top-4 i herreligaen.
Bjerringbro-Silkeborg kommer til at have point på kontoen, allerede inden holdets første kamp i slutspillet i håndboldens herreliga.
Det står klart, efter at BSH onsdag tog en sejr på 27-19 over bundholdet Lemvig-Thyborøn.
Resultatet bringer BSH op på 36 point på tredjepladsen med to kampe tilbage af grundspillet.
Nummer tre og fire i grundspillet tager et enkelt point med videre.
Da Skjern på femtepladsen har 31 point, er BSH altså sikker på en top-4-placering.
Bjerringbro-Silkeborg tog kontrol over kampen allerede i første halvleg, der sluttede med en føring til hjemmeholdet på 14-9.
Den blev kun større i anden halvleg. Lemvig-Thyborøn fik et par gange reduceret føringen til fem mål, men ellers var BSH som regel foran med seks mål eller mere. Der var derfor heller ingen spænding i slutfasen.
Topholdene Aalborg og GOG er sikre på at ende i top-2. De tager dermed to point med videre til slutspillet.
KIF Kolding kæmper med Skjern om den sidste placering i top-4.
Onsdag vandt koldingenserne 35-31 over Fredericia, hvilket bragte KIF op på 33 point på fjerdepladsen.
Skjern har 31 point på femtepladsen, men har spillet en kamp færre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned