BSV sætter de danske pokalvindere på plads
Bjerringbro-Silkeborg (BSV) snuppede sin første sejr i 2013, da holdet på hjemmebane vandt 29-23 over Århus Håndbold i Herre Håndbold Ligaen.
Inden sejren havde BSV tabt til Team Tvis Holstebro i ligaen samt til franske Chambéry i Champions League.
Århus Håndbold vandt for nylig den danske pokalturnering med en finalesejr over Skjern, og det formstærke hold viste i glimt, at det ikke vil nøjes med at være den bløde mellemvare i den danske liga.
Århus Håndbold kom da også foran 11-9, efter at hjemmeholdet havde været foran med tre mål. Aarhusianerne skabte dog problemer for sig selv med to udvisninger i træk.
BSV magtede i første omgang ikke at udnytte overtallet til at bringe sig tilbage i kampen, og de nyslåede danske pokalvindere blev ved med at imponere.
Men BSV bragte kort efter balance i regnskabet og kom foran 15-14 lige inden pausen.
I anden halvleg blev BSV ved med at køre på, og pludselig var midtjyderne foran 19-14, og så tog Århus Håndbold-træner Erik Veje Rasmussen en tiltrængt timeout.
Men udeholdet blev ved med at lave flest tekniske fejl og miste flest bolde, og det kostede i den tætte slutfase.
Især VM-sølvvinderne hos BSV, playmaker Rasmus Lauge og stregspiller Henrik Toft Hansen, sørgede for, at Århus Håndbold aldrig kom helt op.
Lauge lavede fem mål i kampen - blandt andet et fantastisk mål til 22-19, da aarhusianerne var ved at komme tilbage i kampen.
I slutningen af kampen var der ikke spænding om resultatet, da BSV havde oparbejdet en stor føring, som aldrig kom i fare.
Ligaens førerhold, KIF Kolding København, vandt på hjemmebane en storsejr på hele 37-23 over TMS Ringsted.
Kolding-playmakeren Bo Spellerberg blev topscorer med 12 mål i kampen, heraf fem mål på straffekast.
Med pligtsejren er Kolding-mandskabet fortsat to point foran BSV i toppen af tabellen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde