BSV vinder topopgør efter stort comeback i 888 Ligaen
BSV var bagud med tre mål mod Skjern syv minutter før tid, men vendte kampen og vandt i sidste minut.
Bjerringbro-Silkeborg (BSV) leverede et flot comeback i slutminutter, da holdet lørdag vandt topkampen i 888 Ligaen i herrehåndbold med 28-27 ude over Skjern.
Syv minutter før tid førte Skjern med tre mål.
Med resultatet har de to mandskaber nu begge 12 point i tabellen. Det er to færre end topholdet, Aalborg Håndbold.
De forsvarende mestre fra BSV kom skidt fra start og var bagud 0-3, før Kristian Klitgaard fik Skjern-nettet til at blafre med sin reducering på et straffekast.
Derfra kæmpede gæsterne sig tilbage til 6-6 i en første halvleg, hvor begge forsvar spillede til grænsen og ifølge dommerne også lidt over.
I løbet af de første 18 minutter uddelte dommerparret således fem udvisninger.
Efter 21 minutter var BSV kommet foran for første gang i kampen. Dog uden at slå hul. Opgøret var tæt og intenst, og ved pausen var stillingen ganske sigende 12-12.
For hjemmeholdet Skjern markerede målmand Søren Pedersen sig med fint spil i målet, mens Markus Olsson førte an i målscoringen.
Da han bragte Skjern på 14-15 seks minutter ind i anden halvleg, var det hans sjette scoring i opgøret.
Foran 16-15 fik BSV's venstre fløj Stefan Hundstrup sin tredje udvisning i kampen og dermed rødt kort.
Det gjorde BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsens taktiske muligheder en del mindre, og Skjern kom på 20-19, da profilen Kasper Søndergaard slog til.
Det blev indledningen til en periode med Skjern-dominans, og syv minutter før tid førte hjemmeholdet 24-21.
Sejren var på vej i hus, men endnu engang tippede kampen over, og to minutter før tid var stillingen 26-26.
26 sekunder før tid scorede Kristian Klitgaard det afgørende mål til 28-27 på straffekast.
Andetsteds lørdag vandt HC Midtjylland med 24-17 ude over Mors-Thy, mens Århus Håndbold snuppede en hjemmesejr på 23-22 over Sønderjyske.
Af de hold er HC Midtjylland det bedst placerede på en fjerdeplads.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet