Du har sikkert hørt om det, når du henslængt på sofaen har blændet op for Formel 1 om søndagen.
Viaplays kommentator Jens Hansen fortæller dig, at holdene er begyndt at opdatere deres biler, og at det er spændende, om en ny opdateringspakke kan redde Lewis Hamiltons indtil videre dårlige sæsonstart.
Men hvad er det for nogle opdateringer, de snakker om inde i flimmerkassen? Netop Jens Hansen er blevet sat i stævne for at forklare det, og det er slet ikke så simpelt.
- Det er uhyre kompliceret, og mange gange kan man ikke se det med det blotte øje. Men hvis man tager et billede af bilen i det første løb og i det sidste løb, så vil man se, at rigtig mange dele af bilen er ændret.
- Opdateringer kan flytte rigtig meget. Især i den første del af sæsonen, hvor holdene får inspiration fra hinanden, ser man de største forskydninger i placeringerne som konsekvens af opdateringer, siger Jens Hansen.
Det bedste eksempel på det indtil nu i denne sæson er McLaren-teamet, som fik en forfærdelig sæsonstart i Bahrain og sluttede langt tilbage i feltet.
I det seneste løb i Italien var det vendt på hovedet. Lando Norris kørte sin McLaren på podiet, og hvis ikke Daniel Ricciardo var kommet ud for et uheld i første sving, havde han formentlig også kørt en god placering hjem.
- Det er et eksempel på, hvor meget udvikling af raceren kan gøre, siger Jens Hansen.
McLaren bøvlede i sæsonstarten med, at bremserne blev for varme. Så det har holdet fikset med en opdatering. Men bremser er blot én af mange dele, der optimeres løbende.
Aerodynamik er altafgørende i Formel 1 og udgør det vigtigste parameter i opdateringen af bilerne, fortæller Jens Hansen. Aerodynamik bestemmes af bilens udformning og dens evne til at modtage vinden. Den er samtidig med til at give bilen det optimale vejgreb rundt i svingene.
- Det første, vinden rammer, er frontvingen. Den bestemmer, hvordan vinden bevæger sig hen over hele bilen, og så kan man ændre udformningen af bilen hele vejen tilbage til bagvingen.
- Man kan også bestemme sig for at ændre noget længere tilbage på bilen, men så er man formentlig også nødt til at ændre noget på frontvingen for at få vindflowet til at fungere optimalt, siger Jens Hansen.
Et af de hold, der har pillet ved udformningen af frontvingen, er Mercedes. Holdet har ændret lidt på, hvordan vingens kurver bevæger sig. Og det er nødvendigt med ændringer. Mercedes, som har været dominerende i mange år, har nemlig haft mere end svært ved at følge med Red Bull og Ferrari.
I modsætning til tidligere kan holdet ikke redde sig selv ved at bruge uendelige bunker af penge på at fremstille nye dele til bilen hjemme på fabrikken. I år er der nemlig et budgetloft, som er sat i verden for at udligne forskellen mellem de rige og de mindre rige hold.
- Man har tidligere set, at de største teams over tid har været stærkest. De har haft økonomien til at blive ved med at udvikle. Det vil der stadig være en grad af, men fordi der nu er et budgetloft, vil det være mindre udtalt.
- Tidligere kunne Mercedes bare ansætte nogle flere mennesker, arbejde flere timer og lave flere test. Nu er de nødt til at arbejde mere struktureret og fokuseret end tidligere, fordi de ikke bare kan blive ved i en uendelighed.
Et af de hold, der næsten intet har ændret endnu, er Kevin Magnussens Haas-team. Økonomisk er holdet langt fra de rigeste og rammer formentlig ikke budgetloftet. Derfor skal pengene bruges fornuftigt.
- Haas holder igen, fordi de vil være sikre på at lave de helt rigtige opdateringer. Derfor kommer Haas måske til at falde lidt ud i de kommende løb, men kan så komme stærkt igen, fordi de laver større opdateringspakker. Når de kommer med noget, så flytter det noget mere, siger Jens Hansen.
Han fortæller, at der kan være den risiko, at Haas kommer så langt bagud, at holdet ikke kan komme tilbage igen. Men Jens Hansen er optimist.
- Kevin kørte hjem som nummer ni i det seneste løb, så de kører stadig med om pointene. Så må vi se, om de tager et hop frem, når de kommer med deres første opdatering.
/ritzau/
Seneste artikler
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Mest læste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!