Buffon raser efter vildt drama: Dommeren har intet hjerte
Gianluigi Buffon (i sort) blev vist ud, da Real Madrid blev tilkendt et straffespark sent i onsdagens Champions League-drama. Foto: Reuters/Paul Hanna
Reuters/Paul Hanna
Kun dommeren så det straffespark, der blev dømt i onsdagens Champions League-drama, mener Gianluigi Buffon.
Den italienske målmandslegende Gianluigi Buffon blev udvist i overtiden, da Juventus onsdag røg ud af Champions League efter et stort drama.
Det skete, da Juventus-målmanden brokkede sig så kraftigt over en sen straffesparkskendelse, at den engelske dommer Michael Oliver kvitterede med et direkte rødt kort.
Og efter kampen raser Buffon videre mod Michael Oliver.
- Dommeren har intet hjerte. Han har en skraldepose i stedet for et hjerte, siger Buffon til den italienske kanal Mediaset Premium.
- Hvis man ikke har personligheden og modet, så burde man stå på tribunen sammen med sin kone og drikke en Sprite, lyder det.
Straffesparket blev dømt i det 93. minut, da dommeren vurderede, at Juventus' Medhi Benatia gik for voldsomt til Lucas Vázquez.
Cristiano Ronaldo scorede på det efterfølgende straffespark.
Dermed reducerede Real Madrid til 1-3, og det var lige nøjagtigt nok til at sikre avancement til semifinalerne med en samlet 4-3-sejr.
Samtidig er Juventus ude af turneringen, og dermed kan 40-årige Gianluigi Buffon meget vel også have spillet sin sidste Champions League-kamp.
Han har således antydet, at den indeværende sæson kan være hans sidste.
- Dommeren fløjtede for et straffespark, som kun han så. Til store kampe har vi brug for gode spillere, trænere, tilhængere og dommere.
- Der må være noget følelse og en forståelse af vigtigheden af sådan nogle øjeblikke. Hvis man ikke har den evne til at forstå, hvad der sker i kampen, så har man ikke fortjent at være på banen, siger Buffon til beIN Sports.
Juventus havde tabt den første af to kvartfinaler med 0-3 i Madrid.
Alligevel var holdet altså tæt på at fuldføre et forrygende comeback i returopgøret. De italienske mestre havde således sikret sig en 3-0-føring ved to scoringer af Mario Mandzukic og en enkelt af Blaise Matuidi.
Men dybt i overtiden slukkede Ronaldo altså de italienske drømme, da han stensikkert omsatte det dømte straffespark til scoring.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde