Bundesligaværter scorer og vinder sjældnere uden fans

Bundesligaholdene har spillet for tomme tribuner, siden ligaen genstartede i midten af maj. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Blot 21 procent af bundesligakampene er vundet af hjemmeholdene under coronakrisen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er langtfra en lige så stor fordel at have hjemmebane i den tyske Bundesliga som før coronakrisen.

En måned efter ligaens genstart, hvor holdene har spillet for tomme tilskuerpladser på grund af smittefare, taler statistikken sit tydelige sprog.

Analysevirksomheden Gracenote har indsamlet data fra den bedste tyske fodboldrække, og de viser, at værterne afslutter, scorer og vinder sjældnere end før coronakrisen.

Før coronavirus gjorde sit indtog i Tyskland, var der spillet 223 kampe i sæsonen. 43 procent blev vundet af hjemmeholdene, mens udeholdene løb med sejren i 35 procent af opgørene, og 22 procent endte uafgjort.

I 56 kampe for tomme tribuner har hjemmehold vundet 21 procent, udeholdene 50 procent, og 29 procent er endt uden vinder.

I den 58 sæsoner lange bundesligahistorie er det kun sket en gang, at en periode på 56 kampe blot har kastet 12 hjemmesejre - svarende til 21 procent - af sig. Det skete i december 2009.

Før coronaen scorede hjemmehold i snit 1,74 mål per kamp, mens tallet uden tilskuere er 1,23 mål. Desuden har der været ti procent færre afslutningsforsøg fra hjemmeholdene.

Statistikken viser også, at bundesligaværter under coronatilstanden har begået 12 procent flere frispark og fået 15 procent flere advarsler.

- Selv om der kun er spillet et lille antal bundesligakampe bag lukkede døre, viser hjemmeholdenes historisk lave sejrsprocent, at hjemmebanefordelen bliver mindre, når der ikke er tilskuere til stede, siger Simon Gleave, der står i spidsen for de sportslige analyser hos Gracenote.

Samlet set er der færre mål, færre afslutninger, færre redninger, færre driblinger, men flere afleveringer i kampene uden fans på lægterne.

Bundesligaen føres af Bayern München, mens Borussia Dortmund og RB Leipzig er på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Der resterer tre runder af sæsonen.