Bundhold driller West Ham i jagten på top-fire

Joachim Andersen ragede et gult kort til sig, da Fulham spillede 0-0 mod West Ham i et opgør, som nedrykningskandidaterne fra Fulham dominerede. Foto: Justin Setterfield/Ritzau Scanpix

West Ham spillede 0-0 på udebane mod nedrykningstruede Fulham med Joachim Andersen i aktion i hele kampen.

Offentliggjort Sidst opdateret

West Ham missede lørdag en oplagt mulighed for at rykke ind i top-fire i Premier League.

På udebane måtte manager David Moyes se sit formstærke mandskab spille 0-0 mod Fulham fra bunden af rækken.

Pointdelingen betyder, at London-holdet forbliver på femtepladsen - lige bag Liverpool.

Det var nedrykningstruede Fulham med anfører Joachim Andersen i forsvaret, der dominerede det meste af opgøret. Men det var alligevel West Ham, som tilspillede sig den største chance for at afgøre kampen.

Midtvejs i anden halvleg blev bolden slået ind i feltet til Vladimir Coufal, der headede på overliggeren.

Hjemmeholdet havde en del muligheder, uden at det for alvor blev farligt.

Joachim Andersen fik i overtiden en advarsel, da han spændte ben for en modspiller. Den danske midterforsvarer havde mistet bolden efter en skidt nedtagning.

Kort efter blev West Ham ramt af en udvisning, da tjekken Tomas Soucek fik præsenteret det røde kort, efter at han lidt tilfældigt havde ramt en Fulham-forsvarer med armen.

Dommer Mike Dean foretog et VAR-gennemsyn og vurderede, at det var nok til en udvisning.

Oprykkerne fra Fulham har nu spillet 12 kampe i træk i Premier League uden at hente en eneste sejr, og holdet har nu otte point op til Burnley over nedrykningsstregen.

Faktisk blev situationen i bunden forværret for Joachim Andersen og holdkammeraterne, da en af de andre nedrykningskandidater, Newcastle, tidligere på lørdagen slog Southampton med 3-2.

Southampton havde Jannik Vestergaard med i hele kampen efter halvanden måneds skadespause.