Bundhold tæt ved at frarøve Frem sejren

Frem Sakskøbing i store vanskeligheder mod Randers

Offentliggjort Sidst opdateret

Frem Sakskøbing generobrede sent lørdag førstepladsen i Elitedivisionen i bordtennis, da først sidste sæsons DM-sølvvinder Sisu/MBK og dernæst Randers Freja blev besejret.

Efter en legende let 6-0-sejr mod Sisu/MBK, hvor Frem-trioen Sabine Borre Larsen, Susanne Pedersen og Jette Vieg blot efterlod to sæt til det århusianske hold, kom Frem-pigerne i lørdagens anden kamp uventet i store problemer mod Randers Freja, sidste sæsons nummer fire men et af bundholdene denne sæson.

De to hold fulgtes ad gennem næsten hele holdkampen. Susanne Pedersen vandt sin første kamp, men Jette Vieg tabte samtidig sin.

Derpå vandt Sabine Borre Larsen en af holdkampens nøglekampe, da hun besejrede Randers-veteranen Karin Kruse i en tæt fem sæts kamp, hvor Karin Kruse i fjerde sæt var blot to bolde fra at vinde kampen. Men Sabine Borre Larsen vandt 12-10 i det vitale fjerde sæt og dernæst 11-8 i femte sæt.

Susanne Pedersen var ligeledes ude i en tæt og nervepirrende kamp, hvor hun førte 2-1 i sæt, men tabte 9-11 i fjerde sæt og 10-12 i femte sæt til Therese Andersen.

De efterfølgende to kampe blev hurtigt afgjort. Sabine Borre Larsen vandt 3-0 mod Maryann Allingham og Jette Vieg tabte 0-3 til Karin Kruse.

I doublen viste Sabine Borre Larsen og Susanne Pedersen høj klasse. DM-sølvvinderne levnede ikke Karin Kruse og Therese Andersen nogen chance: 4-3 til Frem.

Så fulgte holdkampens i særklasse bedste match mellem Sabine Borre Larsen og Therese Andersen. De to spillere gav hinanden mange spektakulære dueller, hvor Sabine Borre Larsen vandt de fleste og opgøret 3-1 i sæt, hvorfor hun fortsat er ubesejret i Elitedivisionen.

På nabobordet var Susanne Pedersen i store problemer mod Karin Kruse. Randers-spilleren vandt de første to sæt og var blot to bolde fra at vinde kampen ved 9-9 i tredje sæt. Men Susanne Pedersen fik hevet sig op ved hårrødderne og vandt sættet 11-9. Så var der ikke mere i Karin Kruse. Susanne Pedersen vandt de efterfølgende sæt 11-4 og 11-6.

Dermed var Frems samlede 6-3-sejr en kendsgerning.

Frem har nu 15 point efter fem spillerunder. Om to uger venter to ubestridte topkampe på udebane mod Ballerup (9 point for fire kampe) og Vedbæk (10 point i fire kampe).